<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Malerselskabet vinder markedsdele på æstetik, omhu og respekt

  • Byggepladsen
  • 2019-02-12
  • | Af Rune H Jensen

    For Malerselskabet er de klassiske dyder og god planlægning afgørende parametre for et veludført projekt – uanset om det er en lille boligforening, Royal Arena eller D’Angleterre.

    Æstetik, omhu og respekt hos malerne

    Malerselskabet har en lang historie i branchen siden etableringen som et kooperativ i 1936, hvor gode sociale boligforhold var i centrum. I dag har Malerselskabet 80 ansatte og er overvejende skiftet fra alment byggeri til større entrepriser, men de sociale rødder er alligevel fortsat til at få øje på:

     

    - Vores nøgleord er æstetik, omhu og respekt. Æstetisk set vil vi gerne have, at tingene ser ordentligt og professionelt ud, og vi vil gerne huskes for omhu – at vi gør os umage. Og så lægger vi stor vægt på at vise respekt for andre og hinanden. Nogle gange kan det knibe med respekten for hinandens arbejde på byggepladsen, men vi er jo alle i samme båd. Det handler om ordentlighed, også i forhold til opførsel. Der kan naturligvis opstå konflikter, men så gælder det jo om at løse dem sagligt, siger Allan Jensen, malermester og ejer af Malerselskabet.  

     

    Bedre indtjening og gladere medarbejdere

    De mere bløde værdier er fundamentet, men klarer selvfølgelig ikke opgaven alene, når der skal udføres malerarbejde på store, krævende eller løbende projekter som Royal Arena, D’Angleterre, Rigshospitalet, Novo Nordisk eller Nordisk Film. Her er procesoptimering, planlægning og dialog afgørende faktorer:

     

    - Forberedelse er så vigtig, for grundig planlægning og fleksibilitet vinder man på i sidste ende. Vi vil gerne være med helt fra starten af processen, og der skal være ordnede forhold også hvad angår arbejdsmiljø, logistik og leverandører. Vi render ikke fra noget, og vi bruger meget krudt på planlægning og på at være ordentligt organiseret for at gøre det nemt for både svende, bygherrer, entreprenører osv. Efter sagernes afslutning viser evalueringerne da også, at godt forberedte opgaver både betyder bedre indtjening og gladere medarbejdere, supplerer entreprisechef Claus Spaabæk.

     

    - Vi bruger også tid på faglig opdatering, så vi hele tiden er ajour med det nye, der kommer ind i faget. Og vi holder kvartalsmøder, så både ledelse og medarbejdere har mulighed for at give udtryk for kritik og forslag til ændringer. Det interne samspil, hvor vi kan hjælpe hinanden på tværs og gå i dialog, er en vigtig styrke.

     

     

    Læs også portræt af: Malermester Flemming Munck: Familien Munck har maling i årerne og elsker giraffer

     

    Mere værdi til det samlede projekt

    Hos kunderne er der respekt for Malerselskabets prioritering af planlægning og faglighed. P.t. er Malerselskabet i gang med en stor opgave på Scandic Falkoner, herunder bl.a. malerarbejde på 160 hotelværelser på Scandic og kontorer til Frederiksberg Kommune med NCC som hovedentreprenør:

     

    - Jeg sætter pris på Malerselskabets store faglighed og engagement. De er gode til at tage ansvar og går altid efter den bedste faglige løsning. De er i god tid med deres inputs og koordinerer endda med de andre fag for at komme i gang forud for planen. Det giver rigtig meget værdi til det samlede projekt, siger entrepriseleder hos NCC, Ulrik Kjær Sørensen.

     

    En familie med respekt

    Hvis man spørger medarbejdere hos Malerselskabet, tyder det da også på en virksomhed med respekt for og tillid til de ansatte. Dennis Breuner, formand hos Malerselskabet:

     

    - I hverdagen styrer jeg selv mine sager. Jeg tager beslutningerne, og det bakkes der 100 % op om. Det kan være en halvhård branche, hvor man har høje forventninger. Men hos Malerselskabet er der et andet miljø, hvor man respekterer hinanden og hjælper, hvis der er et problem.

     

    Byggeformand Bent Nissen fremhæver arbejdsmiljøet, de klassiske værdier og dialogen som centrale parametre:

     

    - Vi er en lille familie her, vi kender hinanden godt og vi er meget selvstændige. Samtidig er Malerselskabet et gammelt kooperativ, og jeg føler, at de sociale værdier fra dengang lever videre i dag. Ledelsen giver sig tid til at lytte, når man har noget på hjerte, og det er en fleksibel arbejdsplads, hvor man også tager hensyn til medarbejdere med en §56 og langvarige, kroniske sygdomme.

     

    Følg med tiden

    De mere standardiserede sager såsom f.eks. 493 ”ens” rækkehuse supplerer Malerselskabet ligeledes med både intern og ekstern opfølgning. Løbende kvalitetssikring og en god dialog med bygherre og byggeledelse er centrale parametre for at holde kvalitetsniveauet.

     

    Ifølge Allan Jensen hedder Malerselskabets fordeling i dag 80-85 % entrepriser og kun 15-20 % bolig. Til gengæld har skiftet betydet, at omsætningen er steget, og at der kommer flere af de ”skægge” sager, fordi kunderne er blevet trygge ved Malerselskabet også til de mere komplekse opgaver.

    Anbefalede artikler