<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
450_1_web

Udlejer-samarbejde sikrer altid de rigtige maskiner

Indleje af maskiner til udlejning er med til at sikre vækst for Vesthimmerlands Materieludlejning A/S

Hver dag er der gang i ”den store maskinjagt” ved Løgstør i Vesthimmerland. Hver dag beregner indehaver Henrik Frederiksen en medarbejder til detektivarbejde med at finde specielle maskiner, som firmaet ikke selv har, men som der er forespørgsler på fra kunder. Det lykkes i en grad, så virksomhedens omsætning er vækstet i omegnen af 30 procent i forhold til sidste år. Det har blandt andet medført, at Vesthimmerlands Materieludlejning A/S har fået tre navne mere på medarbejderlisten.

”Vi siger aldrig nej til en kunde. Hvis der skal bruges en maskine, som vi ikke selv har, så skaffer vi den. Der er et godt samarbejde i udlejningsbranchen. Via Rent2Rent lejer vi maskiner ind og vækster vores forretning. Det er fint at kunne prøve maskinerne af, og en stor del af maskinerne er først lejet og derefter købt”, fortæller Henrik Frederiksen.

Udlejer-samarbejdet sikrer, at Vesthimmerlands Materieludlejning altid er i stand til at levere de rigtige maskiner til kunderne. Hvis Henrik Frederiksen ikke selv har en ønsket maskine, ringer han i mange tilfælde til Scantruck A/S, hvor hans navnebror, udlejningschef Henrik Johansen i Rent2Rent-afdelingen, så løser problemet.

 

Alt i ét hus

Hvis der er tale om en maskine, som Scantruck heller ikke har, så véd de, hvor den findes.

”På den måde sikrer vi Vesthimmerlands Materieludlejning adgang også til store gravemaskiner, som Henrik Frederiksen og hans udlejningsfolk så kan levere over hele landet. Samtidig er det en fordel for ham, at alt er samlet i ét hus hos Scantruck. Både forskellige maskintyper og -størrelser og GPS, landmålergrej og andet specialudstyr”, forklarer udlejningschef Henrik Johansen.  

”90 procent af vores maskinlejere er helt faste kunder, og vores maskiner følger kunderne. Det vil sige, at hvis en af vores kunder får et projekt et andet sted i landet, så er det stadig os, der leverer maskinerne. Derfor har vi også mange maskiner kørende både i København og på Sjælland. Forretningen er bygget op på tæt service. Kunderne kan godt lide at kende udlejeren. Vi bor ude på landet, og vi servicerer hele landet”, siger Henrik Frederiksen.

 

Stor flåde

Det daglige ping-pong-spil med Scantruck foregår ved, at Vesthimmerlands Materieludlejning løbende får lister fra maskinfirmaet, som fortæller hvilke maskiner, der aktuelt er indlejet til videre udlejning. Det giver Henrik Johansens udlejningsfolk mulighed for hele tiden at udnytte maskinparken optimalt.

”Scantruck er jo selv importør og forhandler af en lang række af de store maskinmærker. Derfor kan vi byde på en stor udlejningsflåde af Manitou’er, men vi har også indlejede Komatsu-maskiner kørende rundt om i hele landet. Weycor og lifte fra både Platform Basket og PB Platforms optræder også på listerne. I øjeblikket præges de af, at der hele tiden kommer nye eldrevne maskiner til”, fortæller Henrik Frederiksen.

”Næsten alle vores lifte er røde – altså Manitou. Her har vi bomlifte på el, og en helt ny Manitou 200 ATJE er på vej. Vi er også velforsynet med de store Manitou-bomlifte. Vi har faktisk ikke færre end fem styk af den allerstørste med arbejdshøjde på op til 28 meter”, siger maskinudlejeren.

 

Opgraderer udlejningsprogram

Udlejningsvirksomheden er i øjeblikket i gang med en opgradering af det program, der styrer processen fra en ordre kommer ind og med dokumentation af de enkelte maskiner.

”Alt bliver samlet i ét program, så der er styr på kvalitet og service. Det bliver med billeddokumentation fra leveringen af maskinen til kunden. Hvor vi har leveret maskinen og dokumentation for eventuelle skader. Vi har GPS-overvågning på alle maskiner, og systemet kan tale sammen med vores GPS’er. Alt samles ét sted i det nye program og bliver til stor fordel både for os og for kunderne”, vurderer Henrik Frederiksen.

Det nye udlejningssystem er udviklet specielt til maskinstyring og flådestyring, og det kommer også til at omfatte dokumentation for det grønne regnskab.

 

 

 

1. To gange Henrik ved en Manitou 160 ATJ+ bomlift. Udlejer Henrik Frederiksen til venstre og udlejningschef Henrik Johansen fra Scantruck Rent2Rent til højre.

 

450_2_web
Maskinerne skal naturligvis stå hjemme på pladsen hos Vesthimmerlands Materieludlejning i så korte perioder som muligt. Her tjekker Henrik Frederiksen (til venstre) og Scantrucks udlejningschef Henrik Johansen hjemvendte Manitou’er og Komatsu’er.
 
 
 
450_3_web
Henrik Frederiksen ved en af de mange røde Manitou-maskiner i udlejningsflåden. Næsten alle Vesthimmerland Materieludlejnings lifte hedder Manitou.
 
 
 
450_4_web
Det er 16 år siden, Henrik Frederiksen etablerede Vesthimmerlands Materieludlejning på ejendommen et par kilometer syd for Løgstør.

Kontaktinformation