Det bliver nødvendigvis stort, når den tyske maskinproducent Sennebogen lancerer en verdenspremiere. Sennebogen er synonym med store maskiner. Der er da heller ikke mindre end 50 tons bag, når Sennebogen benytter verdens største entreprenørmesse, Bauma i München, til at træde ind i den batteridrevne verden. Det kommer til at ske med teleskopbæltekranen 653 Electro Battery.
”De grønne Sennebogen-maskiner bliver miljømæssigt endnu mere grønne. Den nye 50 tons-kran kombinerer fordelene ved batteriteknologi med de allerede kendte fordele ved teleskopkraner på bælter. Maskinen er fuldstændig emissionsfri og er samtidig maksimalt fleksibel takket være dens Dual Power Management-system”, forklarer produktchef Lasse Weber hos den danske Sennebogen-forhandler Scantruck A/S.
Uden begrænsning
”653 Electro Battery gør det muligt at arbejde fuld elektrisk på enhver type byggeplads og i en ubegrænset periode. Den elektriske kran er udstyret med en 210 kWh batteripakke og kan bruges enten rent på batteri, eller under samtidig opladning fra lysnettet. Så snart, maskinen er tilsluttet lysnettet, bruger den netstrømmen til løfte-opgaverne, men samtidig genoplader overskydende strøm batterierne”, siger Lasse Weber.
Den danske importørs produktchef glæder sig voldsomt til at møde den 50 tons tunge batteri-kran på Bauma, som afvikles fra den 24. til den 30. oktober.
Store CO2-krav
”Vi har allerede forespørgsler på batteridrevne teleskopbæltekraner, specielt til større byggeprojekter i større byer. Der stilles til stadighed flere krav om CO2-regnskab for overhovedet at komme i betragtning ved udbud af de store byggeopgaver. Derfor er der allerede rift om mange typer el-maskiner, men endnu er der ikke mange kraner med batteridrift. Derfor vil Sennebogen 653 Electro Battery helt sikkert tiltrække sig stor opmærksomhed og fagfolks interesse på Bauma”, forudser produktchef Lasse Weber hos Scantruck A/S.
Den nye Sennebogen-kran siger både farvel til fossilt brændstof og samtidig goddag til bedre funktionalitet med mindre vibrationer og mindre støj end dens dieseldrevne modstykker. Foruden det positive CO2-aftryk, byder maskinen samtidig på en kæmpefordel servicemæssigt. Blandt andet skal der naturligvis ikke tænkes på skift af hverken motorolie eller filtre på en batteridrevet maskine.