Komatsu er klar med det, som maskingiganten selv betegner som den mest avancerede gravemaskine, der nogensinde er konstrueret. Den hedder Komatsu PC220LCi-12 og kommer til Danmark, når Scantruck holder sin traditionsrige maskinmesse ScanMek fredag den 23. januar på den anden side af årsskiftet. Dens søster – PC220LC-12 uden det lille ”i” til sidst – er allerede ankommet.
”Der er ikke tale om en opgradering af en eksisterende maskine. Alt på maskinen er nyt. Og det er ingen hemmelighed, at det er maskinen med ”i” i modelbetegnelsen, der for alvor rykker på standarderne. I princippet er de to maskiner i 25 tons klassen ens. Med mindre, man interesserer sig for det integrerede maskinstyringssystem. Mens PC220LC-12 er født med 2D maskinstyring, har LCi-modellen den nyeste version af Komatsus integrerede 3D maskinstyring IMC 3.0”, forklarer produktchef Kasper Vissing hos Scantruck A/S.
Super intelligent
Netop den integrerede maskinstyring med super-intelligensen udgør den helt store forskel på den ellers fuldt opdaterede nye PC220LC-12 og dens ekstraordinære søster med den høje IQ. 3D maskinstyringen med semi-automatik er kompatibel med såvel Rototilt som Engcon og Steelwrist. Der er udvidet højde- og krøjestop, som bruger intelligensen i maskinstyringen og automatisk følger maskinen. Og der er tillige udvidet vejesystem for endnu bedre præcision.
”Komatsu har formået at samle et helt overflødighedshorn af avanceret teknologi i den nye 3D-maskinstyring IMC 3.0. Og allerede her et par måneder før, vi kan præsentere maskinen på ScanMek i januar, har vi signaler om en varm velkomst fra maskinførernes feinschmeckere. De første eksemplarer af i-modellen er allerede solgt på forhånd”, siger produktchef Kasper Vissing.
Ens – men forskellige
”De to nye maskiner kommer til at afløse Komatsu PC210LC i 24-25 tons klassen. Hvor Komatsu P220LC-12 har 2D maskinstyring som standard og højde-/krøjestop samt vejesystem i en mere standard-udgave, har Komatsu P220LCi-12 så 3D-maskinstyring med semiautomatik og med intelligensen koblet til højde-/krøjestop og vejesystem”, forklarer Kasper Vissing.
”Det er stor forskel på, om en maskine har integreret maskinstyring, eller det eftermonteres. Det integrerede sikrer større præcision og højere hastighed og giver mulighed for udvidede funktioner”, siger Scantrucks Komatsu-produktchef.
Når det kommer til alt øvrigt omkring de to nye maskiner, er der ingen forskel. Begge har 173 hk/129kW i maskinrummet og præsterer 18 til 20 procent højere produktivitet. Noget er også lavere, nemlig brændstofforbruget, hvor de to nye PC220’ere er omkring 20 procent mere nøjsomme.
”Begge de nye modeller har et helt nyt hydrauliksystem med meget større oliemængde. Det giver en hidtil uset meget hurtigere og mere præcis maskine. Og så er der voldsomme forøgelser, når vi ser på maskinførerens velbefindende. Han får en 28 procent større, redesignet kabine med 30 procent mere benplads og et udsyn, som er hele 50 procent bedre, end i den tilsvarende tidligere maskine”, fortæller produktchef Kasper Vissing.
Billeder:
1. Komatsu vurderer selv, at den nye PC220LCi-12 er den mest avancerede gravemaskine, der er konstrueret. Den lader sig se i Danmark, når Scantruck holder ScanMek 2026 den 23. januar.
2.
Maskinføreren nyder godt af en kraftigt forøget kabine i begge de to nye gravemaskiner. Der er 30 procent mere benplads, og udsynet er markant større end i den foregående model.
Komatsus 3D maskinstyring IMC 3.0 sikrer bedre og mere effektiv gravning med maksimal præcision.