Når spændingen bliver for stor, må man ty til at mærke lidt på pakken og måske linde lidt på indpakningen. Det gælder for både julegaver og minilæssere. Besøgende på årets ScanMek hos Scantruck i Skive fredag den 23. januar får mulighed for et smugkik på en af maskinerne fra Weycors 3’er serie, en AR360, som er så ny, at den danske importør i første omgang kun får den til låns.
”Der er ganske forståeligt stor interesse for samtlige fem nye Weycor-læssere, som vi kommer til at præsentere i 2026. De tre nye diesel-modeller, AR340, AR360 og AR380, venter vi til Danmark i løbet af foråret. De to elektriske maskiner, AR360e og AR380e, følger efter sidst på året”, forklarer Scantrucks markedschef Dennis Faurby.
Trailervægt
Den Weycor AR360, der kan ses på ScanMek, vejer 2700 kg i både diesel- og el-version. Og er dermed lige til at trille op på en trailer. Også når det gælder maskinernes kapacitet, er der fuld overensstemmelse. Såvel den elektriske som den mere klassiske snupper problemfrit op til 1600 kg i skovlen eller på pallegaflerne. Motormæssigt er der enten 38 dieselheste eller et 22 kWh batteri at trække på.
Den lidt større Weycor 380 har kapacitet til at tumle op til 2000 kg. Dieselmotoren har 50,3 hk, mens der er 44 kWh batterikapacitet i den elektriske minilæsser.
”Alle maskinerne er i øvrigt udstyret med nyt Weycor-multifunktions joystick og justérbar ratstamme, som giver optimal kørekomfort. De knækstyrede maskiner er tillige forsynet med blandt andet fartpilot og elektrisk parkeringsbremse blandt en række af intelligente funktioner”, fortæller Dennis Faurby.
Markedschefen har forventning om, at de nye Weycor-læssere vil vække stor interesse både hos bygge- og anlægsfolk, anlægsgartnere og landbrugere.
Billedtekst:
Weycor melder sig med nye modeller i 2026. Allerede i løbet af foråret kommer de nye diesel-maskiner, hvorefter to følger i el-udgave sidst på året.