"Det går så stærkt, at det største problem er at få finansieret væksten"

Platform sælger arbejdsplatforme til byggeprojekter
 

Den unge virksomhed Platform.as udlejer og sælger arbejdsplatforme til byggeprojekter i hele landet. Set fra administrerende direktør Casper Knudsens stol er der meget travlt i branchen, og virksomheden vækster da også voldsomt i øjeblikket. Udfordringen er at følge med markedet.    

 

Tekst af Jari Nielsen

 

Platform.as' flåde af arbejdsplatforme nærmer sig 250 - 65 nye er kommet til siden jul - og virksomheden ansætter flere, køber nyt grej og leder efter et nyt domicil. Store entrepriser som Amager Bakke, Sorgenfrivang og Stadionkvarteret i Glostrup er blandt kundernes byggeprojekter. Det giver anderledes udfordringer for Platform.as:

 

– Vi har utroligt travlt og har mange nye projekter, og vi gør alt, hvad vi kan for at bringe leveringstiden ned. Det går så stærkt, at det største problem er at få finansieret væksten og investering i nyt, siger Casper Knudsen, som fornemmer, at det er en generel tendens, at det er svært at låne penge i byggebranchen.

 

– Markedet er der. Spørgsmålet er, om vi får lov at få det finansieret. Bankerne går med livrem og seler, og det er svært for en ung virksomhed at lægge sikkerhed, siger han.

 

Alle de penge, Platform.as får ind, bliver geninvesteret i virksomheden.

 

– Vi kunne sagtens investere mere, hvis nogen ville hjælpe med det, siger direktøren.

 

 

Skarpe på markedet

Arbejdsplatforme kan erstatte stilladser ved alle typer byggeopgaver. Platform.as besigtiger projektet og rådgiver f.eks. kunden om, hvilke typer platforme og hvor mange, der er brug for, og om der er specielle hensyn at tage i forhold til facaden.

 

– Vi har været heldige at ramme et godt produkt, og vi giver god service. Det gør os attraktive. Dét, at vi har specialiseret os inden for arbejdsplatforme, gør os ret skarpe på markedet, siger Casper Knudsen.

 

De sidste tre år har Platform.as desuden været DRA-certificeret. Det er et bevis på, at materieludlejeren følger lovgivningsmæssige krav og arbejder efter bestemte standarder for kvalitet, sikkerhed og miljø. Det var en stor proces at blive certificeret, men det har en kæmpe betydning, at man nu har styr på processerne helt ned i detaljen. Også økonomisk, fortæller direktøren:

 

– Ingen er i tvivl om, hvad de skal gøre. Når folk ved, hvad de skal og der er gentagelser, så tjener man flere penge, fordi man kan gøre det mere effektivt. Økonomisk har vi skåret ind til benet, har effektiviseret alting og har maks. indtjening på det, vi laver.