Flamco har leveret tre kæmpetanke til Farum Fjernvarme – de nye tanke har betydning for både kapacitet og driftssikkerhed på fjernvarmen i den nordsjællandske by.
Tekst af Tim Panduro
Selv om man hører blandt de store spillere på verdensmarkedet, kan man af og til lande opgaver, der bryder rutinerne.
Det skete for nyligt for Flamco-gruppen, der er den danske afdeling af Flamco-Group, som udvikler, producerer og sælger højkvalitetskompetenter til brug i HVAC-systemer i mere end 70 lande.
Farum Fjernvarme skulle bruge tre 10000 liter ekspansionstanke og to store pumpeunits som nyt trykholderanlæg på udvidelsen af varmeværket, og via byggerådgiveren faldt valget på Flamco-gruppen.
- Det er den største opgave, vi nogensinde har løst i Danmark. På verdensplan har vi måske en til to af den slags i om året, så det er meget stort, siger salgsingeniør Allan Pedersen.
Ifølge salgsingeniøren er det ikke et rent tilfælde, at pilen kom til at pege på Flamco-gruppen.
- Den type anlæg er en absolut spidskompetence hos os, og vi har været i samspil med rådgiverne helt fra begyndelsen, hvor vi skulle finde en passende løsning. Vi kan trække på mange kompetencer, og løsningen har jeg fundet i samarbejde med mine kollegaer på vores hollandske afdeling, siger Allan Pedersen.
Flamco-gruppen har leveret en løsning, der giver mulighed for at "klikke" flere tanke og pumper på, hvis det skulle blive nødvendigt – og så har man installeret en helt nyt systemovervågning, som virksomheden markedsfører som Flamconnect.
- Det betyder, at man kan følge tæt med. Man kan gribe ind ved fejlmeldinger, før de udvikler sig til nedbrud, man kan sætte serviceintervaller og man kan have overblik over, hvordan man drifter. Det øger driftssikkerheden, for man kan nå at reagere på de advarsler, man får, hvis der er små udfald eller variationer, siger Allan Pedersen.
Tankene, der er 4,5 meter høje og 2,2 meter i omkreds, er blevet specialproduceret til varmeværket, og selv om de er blevet noget større end standardprodukterne, har man kunnet holde leveringstiden på tre måneder.
- Det har været en stor opgave, men vi har kunnet stille vores viden og knowhow til rådighed, så vi har kunnet være med til at lave beregninger ud fra de forudsætninger, kunden havde. Det gør vi ofte, når for eksempel en kontorbygning skal bruge et anlæg, men det er sjældent, at vi har opgaver på over 2000 liter, siger salgsingeniøren.
Læs også: Flamcomat trykholdestation er en ægte tre-i-ener
Grøn profil – og særlige opgaver
Opgaven i Farum er en af de sjældne – men Flamco-gruppen er repræsenteret i titusinder af danske hjem. Virksomheden står blandt andet bag ekspansionsbeholdere, der er med til at sikre stabil forsyning i boliger med gasfyr – og netop de private fyr er fokus, når det handler om at udvikle på Flamco-gruppens grønne profil.
- Inde i ekspansionsbeholderne sidder der en membran, der ofte er lavet af gummi. Men det er en knap ressource, så vi har lavet en ny membran af plast, samtidig med, at vi giver 15 års garanti på beholderen. Det betyder, at den ikke skal skiftes så tit. Set enkeltvis betyder det naturligvis ikke så meget, men når vi taler flere hundrede tusinde, kan den samlede miljøgevinst mærkes, siger Allan Pedersen, der glæder sig over, at virksomheden både betjener kernefamilier og kunder med særlige ønsker.
- Vi er med alle steder, hvor man beskæftiger sig med varme og køl, og vi er klar til at blande os, selv om vi ikke har prøvet tingene før, for vi har stærke erfaringer at trække på. Vi har erfaringer med både testopgaver og laboratorieløsninger, så uanset om, der skal laves opstillinger med 200 graders vand eller tryk på 25 bar, kan vi være med.