Contiga A/S, der er en af Danmarks førende leverandør af præfabrikerede betonelementer, er gået ind på markedet for sandwichelementer i beton. Allerede nu, kan man se, hvordan deres sandwichelementer bliver løftet sikkert på plads på det nye lejlighedskompleks Bella22. Elementerne er fra fabrikken monteret med vinduespartier og har fået indstøbt altanbeslag, for derved at lette den samlede byggeproces.
Byggeriet af det nye Bellakvarter i København er i fuld gang. Blandt de mange nye boliger og erhvervsmål er Bella22, der bliver Bellacenterets og Bella Skys nye nabo.
Det 13 etager høje byggeri, med dets 166 lejligheder, er skudt i vejret i en rasende fart, og den regnfulde vinter har ikke sat tempoet ned. For i lejlighedskompleksets tårn, opbygger man de sidste syv etager ved hjælp af præfabrikerede sandwichelementer, støbt i matrice, hvor vinduer er monteret på fabrikken:
- Vi producerer Sandwichelementerne på vores fabrik i Tinglev. Her har vi efter aftale med kunden, monteret vinduerne i sandwichelementer under ordnede forhold. På den måde så får vi jo hurtigere et lukket hus, og byggetiden skæres markant ned. Men ikke nok med, at vi har monteret vinduerne på vores fabrik, så har vi også støbt altanbeslag, så når byggeriet står færdigt, skal altanerne faktisk bare hægtes på, fortæller Wolfgang Fitzau, der er projektleder hos Contiga.
Erfaren producent går ind på nyt marked
Allerede nu forløber sagen med levering og montering af sandwichelementerne gnidningsfrit, og det mærkes ikke, at Contiga først for nyligt er gået ind på markedet for produktion af betonsandwichelementer.
- Det er ikke lang tid siden, at vi begyndte at producere præfabrikerede sandwichelementer, men Contiga har med dette projekt vist, hvordan vi med vores ekspertise indenfor beton kan skabe sandwichelementer i topklasse, hvor vi har muligheden for at tilpasse dem på forskellig vis for herigennem at skabe en bedre byggeproces og et bedre byggeri, uddyber Wolfgang Fitzau og fortsætter:
- Men en vigtig faktor ved denne byggesag er ikke alene vores sandwichelementer. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med de involverede parter, ikke mindst entreprenøren V8 Construction, der har været med til at skabe rammerne for et rigtig godt byggeri. Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med så dygtige mennesker.
Læs også: Fredagsbeton: Historien bag Contigas grønne beton
Entreprenør sætter fokus på den effektive byggeproces
Også fra entreprenøren V8 Constructions side har man være glade for samarbejdet, og de leverede betonelementer. Men det er ikke første gang, at de leder en byggesag i mål ved at kigge fokuseret på alle led i byggeriets kæde. For dem er det en selvfølge i et hvert projekt, at man forsøger at optimere alle processer, hvor det giver mening for kvalitet og produktivitet:
- Alt hvad der kan laves på en fabrik under kontrollerede rammer, bør laves der. Vind og vejr kan altid skabe forsinkelser ikke mindst, når man skal montere noget i 13’ sals højde. Nu kan vi montere elementerne meget hurtigt og dermed få et lukket og varmt byggeri, hvor håndværkerne kan starte næste fase og uforstyrret påbegynde den indvendige aptering. Vi har også valgt at præisolere de nedre etager, hvor der ikke benyttes sandwichelementer, så de første 60 boliger står klar med en færdig og tæt opvarmet klimaskærm henover vinteren, fortæller Morten Baunsgaard.
Han er adm. Direktør i V8 Construction, der er totalentreprenør på byggesagen og som siden grundlæggelsen i 2007 har sat deres tydelige præg på København, hvor de med sikker hånd har ledt en række store byggesager i mål med respekt for tidsplaner og kvalitet.
Wolfgang Fitzau (tv.) og Morten Baunsgaard (th.)