Speeddating i forretningsformat


Building Green løber af stablen d. 1.-2. november i Forum – og her skal Mingla, en ny Tinder-lignende app, gøre det nemmere at holde forretnings- og samarbejdsmøder i løbet af de to dage.

Building Green er fyldt med potentielle samarbejdspartnere, og det er derfor et oplagt sted at netværke. Men det kan være overvældende og uoverskueligt at træde ind på en sådan event i virvaret af virksomheder, udstillere, oplæg og scener. For hvor skal du lige starte? Hvem er relevante for dig at mødes med? Og hvad nu hvis du overser en mulig samarbejdspartner? Her kan Mingla hjælpe!


Mingla er en ny matchmakingplatform, der fungerer på samme måde som Tinder. Når man har hentet appen og oprettet en profil, swiper man til højre for at vise interesse – og er det et match, har man mulighed for at aftale et møde. Appen kan altså skabe et overblik over de andre deltagere, og dermed gøre det nemmere at organisere sin tid.


- Det kan være fordelagtigt at hente Mingla ned inden konferencen, og oprette sin profil, så man er klar til at netværke så snart man træder inden for på Building Green. Det er dog også muligt at hente appen undervejs på eventen, men jo før man opretter sig, jo større er chancen for, at man når at mødes med de personer man er interesseret i at tale med, siger Grith Bech Nielsen netværksleder i InnoBYG. Sammen med Building Green står InnoBYG bag det nye initiativ med a anvende Mingla som matchmakingværktøj på eventen.


Nemt, hurtigt og gratis
Man opretter sin Minglaprofil, ved at koble den til en af sine allerede eksisterende sociale netværk sider- fx LinkedIn, Facebook eller Twitter. Det er også muligt for andre at se antallet af forbindelser på LinkedIn, eller følgere på Twitter, hvis man ønsker det - hvilket jo er essentielt i den SoMe verden, vi befinder os i. Building Green og InnoBYG har valgt at benytte Mingla som mathcmakingværktøj, efter i fem år at have anvendt et værktøj, som betød, at man skulle oprette sine møder før eventen startede.


- Med Mingla er matchmaking blevet mere tilgængeligt. Det tager blot et øjeblik at oprette sig og så er man i gang. Det er desuden en sjov måde at mødes på og vi håber, at byggebranchen vil tage godt imod det nye værktøj og mødes på kryds og tværs til nogle gode snakke om potentielt samarbejde", siger Grith Bech-Nielsen.


At valget er faldet på Mingla er ikke helt tilfældigt. Mingla er en nordisk udviklet app, som bl.a har været anvendt på Folkemødet 2017. Holm Kommunikation er den danske partner på Mingla og de har fulgt appens succes i de andre nordiske lande og ser frem til at den igen skal anvendes på dansk jord.


- Vi har lanceret Mingla for at give mennesker mulighed for at mødes til events, hvor de ellers ville have haft svært ved at finde hinanden. Vi håber deltagerne på Building Green vil tage godt imod Mingla og vi glæder os meget til at se den i aktion på Building Green siger Mads Keilberg Johansen, digital chef i Holm Kommunikation.

  

Kontaktinformation

  • Building Green
  • Ørnevej 18, 1., 2400, København NV
  • Tlf: +45 35 25 35 45
  • Web: http://buildinggreen.eu/
  • Email : info@buildinggreen.eu