Et godt håndværk holder ikke af sig selv. Det kræver en sund krop, et klart hoved – og et arbejdsmiljø, hvor du kan gå trygt på arbejde og komme hel hjem igen.
Derfor får du sat ekstra fokus på sundhed og arbejdsmiljø på fagfestivalen HÅNDVÆRK den 4.-5. februar i Lokomotivværkstedet. Ikke som løftede pegefingre og paragraffer, men som konkrete løsninger, du kan bruge direkte i hverdagen.
For lad os være ærlige: Skader, stress, sygefravær og ulykker koster. På kroppen, på humøret og på bundlinjen. Når du passer på dig selv og dit hold, får du mere overskud og en forretning, der hænger bedre sammen.
På fagfestivalen møder du folk, der ved, hvordan man gør sikkerhed og trivsel til en del af håndværket (og ikke bare noget, der står i en mappe).
Alt det får du helt gratis til både dig og hele dit hold, klasse eller kollegaer.
Herunder kan du se nogle af alle de aktiviteter, der gør dig klogere på sundhed og arbejdsmiljø.
Sauna
Er du også til saunagus? Det er kendt for både at give fysiske og mentale fordele. Det kan øge blodcirkulationen, lindre spændinger og ømheder og så kan det reducere stress og give mental ro. Lyder det som noget for dig? Så husk dit badetøj på HÅNDVÆRK og prøv Smelts sauna.
Sund hverdag på byggepladsen – tips til mere overskud
Små vaner i hverdagen kan gøre en stor forskel for både energi, fokus og arbejdsglæde. Få enkle og praktiske råd til, hvordan du kan styrke både kroppen og hovedet i en travl arbejdsdag af Nicklas Holst fra Tømrerfirmaet Holst & Christensen og Lasse Mørch Jensen fra Per Aarsleff. Du får sat fokus på fysisk og mental sundhed – fra træning og kost til gode rutiner, pauser og ro i hovedet.
Sundhedsområdet
I sundhedsområdet kan du møde udstillere, der sætter fokus på sundhed i branchen. For fremtidens håndværkerbranche handler ikke kun om bæredygtige valg og materialer, men også om de mennesker, der hver dag arbejder helt tæt på byggeriet. Sundhedsområdet giver dig bl.a. mulighed for at smage på alternative drikke, få en snak om ergonomi og møde spændende profiler.
Pause til hovedet – få mere energi og overskud på byggepladsen
Mange tror, at meditation er noget for andre, men hvad hvis det kunne gøre din arbejdsdag lettere og mere effektiv? Hop med på en kort, guidet øvelse fra scenen med Nicklas Holst, den mentale stærke tømrer fra Tømrerfirmaet Holst & Christensen og oplev, hvordan små pauser kan give energi, fokus og overskud. Tør du kaste dig ud i noget nyt?
Stærke hold bygger bedre
Hvordan får du et hold, der spiller hinanden gode ? I denne samtale bliver du klogere på, hvordan forskellighed, en stærk kultur og trivsel kan styrke samarbejdet, skabe gladere medarbejdere og gøre projekterne mere effektive. Hør Christina Schultz fra Byggeriets Samfundsansvar, Anna Storm fra Egil Rasmussen, Hasan Tamer fra Wicotec Kirkebjerg og Balder Johansen fra LOGIK & CO. Gitte Gylling Hammershøj Olesen fra COWI er moderator.
Bliv klogere på kvartsstøv – og støv hjernen af for gode idéer!
Kom til et kort oplæg, hvor vi zoomer ind på, hvordan kvartsstøv påvirker håndværkerens helbred. Hør en inspirerende case om en virksomheds innovative tilgang til at mindske og forebygge kvartsstøv. Derefter vidensdeler vi i en workshop, hvor vi udvikler nye idéer til et sundere og mere støvfrit arbejdsmiljø. Samtalen faciliteres af Jakob Neumann og Samanda Brændholt Larsen fra Byggeriets Arbejdsmiljøbus.