Frem mod 2030 skærpes kravene til nye bygningers CO2-udledning, og der indføres krav om LCA-beregninger. ROCKWOOL har netop fået udarbejdet nye produktspecifikke miljøvaredeklarationer (EPDer), der med en gennemsnitlig halvering af isoleringsprodukternes klimapåvirkning vil yde et vigtigt bidrag til at opfylde de nye krav.
I 2023 bliver der indført helt nye krav i bygningsreglementet, og den danske byggebranche har travlt med at forberede sig på det nye loft for en bygnings CO2-aftryk. De nye krav betyder samtidig, at der skal laves livscyklusberegninger for alle nye bygninger.
Kravene til et samlet CO2-loft vil i større grad kræve specifikke klimadata for de enkelte produkter, der indgår i byggeriet. Dermed vil der blive en stigende efterspørgsel på produktspecifikke EPDer.
For at imødekomme dette og gøre præcis specificering og analyse af bygningers klimapåvirkning enklere for rådgivere har ROCKWOOL valgt at lave produktspecifikke EPDer på størstedelen af produkterne til det danske marked. Derudover vil ROCKWOOLs nye EPDer også gøre det lettere for entreprenører at dokumentere de valgte produkter.
Dokumentationen for ROCKWOOL produkters klimaaftryk – det såkaldte ”Global Warming Potential”-tal – er markant lavere i de nye EPDer end hidtil. Faktisk er der tale om mere end en halvering på de bedste produkter i forhold til tidligere EPDer.
DI: ROCKWOOL er med til at sikre et lavere klimaaftryk ved nybyg
Hos Dansk Industri har man et stort fokus på målet om 70 % CO2-reduktion i 2030, og derfor hilser man også her de nye EPDer fra ROCKWOOL velkommen:
”Det er et godt eksempel på den indsats, der lige nu finder sted over alt i dansk erhvervsliv. Store og små virksomheder gør en kæmpe indsats for at energieffektivisere, genanvende produkter og udskifte fossile brændsler med vedvarende energi. ROCKWOOL er med til at sikre et lavere klimaaftryk, når vi opfører nye bygninger. Det er en meget vigtig indsats”, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i DI.
Grøn omstilling af produktionen giver stor klimagevinst
Den store forbedring af produkternes klimaaftryk skyldes ikke en ændring i isoleringsprodukternes sammensætning, men derimod at ROCKWOOL i de seneste år har foretaget afgørende skift fra fossile til vedvarende energikilder i produktionen i Danmark. Sammen med løbende energieffektiviseringstiltag, har det reduceret CO2-udledningen fra de to danske fabrikker med over 70% allerede fra 2021.
- Produkterne er uændrede, og dermed er de velkendte, gode egenskaber for vores produkter også de samme som hidtil, fx høj brandsikkerhed og lang holdbarhed. Den store CO2-besparelse kommer primært fra skiftet fra fossile energikilder til biogas og grøn el i produktionen, og vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder den velkendte kvalitet med et meget lavere klimaaftryk. Derudover tilbyder vi også kunderne en løsning på en anden vigtig udfordring for byggebranchen – nemlig muligheden for at bidrage til cirkularitet og reducere affald. Siden 2012 har vi haft en unik genanvendelsesordning, der sikrer, at kasseret stenuldsisolering indgår i produktionen af nye ROCKWOOL-produkter. Dermed undgår vi at deponere isoleringsmaterialer. I 2021 genanvendte vi cirka 12.000 ton stenuld i produktionen, udtaler Frank Ove Larsen, adm. direktør for ROCKWOOL Nordic.
En EPD skal omfatte hele livsforløbet – ikke kun det, producenten synes, er vigtigt
ROCKWOOLs nye EPDer dokumenterer produkternes livscyklusfaser fra ”vugge til grav”. Det er et vigtigt forhold, når man skal se på miljøbelastningen for vores byggeri. Kun ved at medtage hele livsforløbet får man et retvisende billede af den samlede miljøeffekt. Nogle materialer har nemlig en betydelig miljøeffekt ved endelig bortskaffelse eller en eventuelt ny anvendelse af produktet, fx ved direkte genbrug eller genanvendelse i andre produkter. Fra oktober bliver det standard, at EPDer skal omfatte alle livscyklusfaser.
- Formålet med EPDer er ikke at sammenligne byggematerialer en til en, men at tage dem med i en samlet beregning af en bygnings miljøeffekter. Til det formål er produktspecifikke EPDer mest nøjagtige. Det er også vigtigt at understrege, at der jo fortsat er andre krav i bygningsreglementet end CO2-udledning, så man skal også vurdere parametre som f.eks. levetid, brandsikkerhed, fugtresistens, trykstyrke og cirkularitet, når man vælger materialer, understreger Frank Ove Larsen.
ROCKWOOLs nye produktspecifikke og tredjepartsverificerede EPDer er udgivet gennem EPD Norge, som er den førende EPD-leverandør i Norden. EPDerne kan også findes på ROCKWOOLs hjemmeside (link) i pdf-format samt som importfil til brug i LCAbyg.