Et nyt præfabrikeret ydervægssystem fra HSHansen skal gøre det muligt at flytte flere arbejdsprocesser fra byggepladsen til fabrikken.
Efter flere års udviklingsarbejde har virksomheden nu fået dansk patent på konstruktionsprincippet bag HansenUnitWall™.
Systemet bygger på et let stålskelet af tyndpladeprofiler, som danner grundlaget for et komplet, isoleret og lufttæt ydervægselement.
Elementerne fremstilles under kontrollerede forhold og monteres efterfølgende på bygningen ved hjælp af justerbare ophæng og tætte elementsamlinger.
Det danske patent omfatter den særlige kombination af elementkonstruktion, ophæng og tætningsprincip. Der er desuden søgt patent i Europa.
En væsentlig del af udviklingsarbejdet har handlet om at gøre selve byggeprocessen mere effektiv.
Ved at producere færdige ydervægselementer på fabrikken kan flere arbejdsgange samles under kontrollerede forhold, hvilket giver bedre muligheder for ensartet kvalitetssikring.
HSHansen arbejder med en forventet montagekapacitet på op til 150–200 m² facade pr. dag, afhængigt af projektets udformning og forholdene på byggepladsen.
Den hurtige facadelukning kan give mulighed for tidligere opstart af indvendige apteringsarbejder og dermed bidrage til en kortere samlet byggetid.
Samtidig kan færre arbejdsprocesser og mindre materialehåndtering på byggepladsen reducere behovet for mandskab og materiel og forbedre betingelserne for arbejdsmiljøet.
HansenUnitWall™ er desuden udviklet med fokus på at begrænse materialeforbrug og klimapåvirkning.
LCA-beregninger på elementniveau gør det muligt at inddrage CO₂ som en konkret parameter i projekteringen.
Med det danske patent tager HSHansen endnu et skridt i udviklingen af præfabrikerede facader, hvor projektering, produktion og montage tænkes sammen som én proces.
Læs mere om HansenUnitWall™ >>>
Del artikel