Fyns Kran Udstyr har fået forlænget sin kontrakt med Det Danske Forsvar om levering af løftegrej, surringsmateriel og kraner.
Fyns Kran Udstyr A/S fortsætter samarbejdet med Det Danske Forsvar. Virksomheden har fået forlænget sin kontrakt om levering af løftegrej, surringsmateriel og kraner til Forsvarets enheder og værksteder.
Samarbejdet begyndte i 2022 og omfatter ifølge Fyns Kran Udstyr både Søværnet, Hæren, Flyvevåbnet, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Leverancerne dækker blandt andet udstyr til vedligeholdelse af køretøjer, flådeoperationer og beredskabsindsatser.
Forlængelsen kommer på et tidspunkt, hvor kravene til stabile leverancer, dokumentation og service er høje – ikke mindst i opgaver med kritisk materiel og driftsmiljøer. Hos Fyns Kran Udstyr peger CEO Carsten M. Sørensen på, at aftalen er en anerkendelse af virksomhedens arbejde.
– I en usikker tid, hvor kravene til sikre leverancer, kvalitet og høj service er større end nogensinde, ser vi forlængelsen som en stærk anerkendelse af det arbejde, vores team leverer hver eneste dag, siger Carsten M. Sørensen, CEO for Fyns Kran Udstyr A/S.
Fyns Kran Udstyr fremhæver selv erfaring med løftegrej, kraner og udstyr til krævende miljøer som en del af grundlaget for samarbejdet med Forsvaret. Virksomheden oplyser, at den arbejder med NATO-kompatibelt udstyr og standarder og har et sortiment på mere end 10.000 produkter.
– Det er vores dygtige medarbejdere, tætte samarbejde med kunden og høje faglige standarder, der gør dette muligt. Vi er både stolte og ydmyge over, at samarbejdet nu er forlænget for endnu en periode, siger Carsten M. Sørensen.