<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Indeklima og teenageshopping
Indeklima og teenageshopping

Annonce

Indeklima og teenageshopping

Mere bæredygtighed og totaløkonomi, lyder der fra alle sider, imens der bygges lystigt i øst og vest. Men udnytter vi mon materialernes egenskaber og designmulighederne godt nok i dag? Der er både inspiration og godt indeklima at hente, ved at betragte nogle af de senere byggerier. Det viste et par ture til shopping centret.

Indlæg af Gitte K. Nielsen adm. direktør i Danske Tegl

 

Udsigt fra et shopping-tag

Nogle gange lader jeg mig overtale til, at køre teenagedøtrene til shopping i et af de store centre i nærheden. Ikke at jeg selv er udstyret med det store shoppe-gen, men jeg har tilsyneladende evnet at viderebringe denne kompetence til næste generation alligevel (der er ikke tegn på, at min mand er en oplagt kilde desangående!).

 

En af pigernes ynglings-destinationer er Fisketorvet på Kalvebod Brygge i København. På turen til parkeringspladsen oppe på taget, kan man skue frit ud over banelegemet med de mange spor, der glider ind i Hovedbanegården. Udsigten blev for et par år siden brudt af råhuset til Banedanmarks nye Trafiktårn Øst. En høj rund bygning, som nu rummer et nyt kontrolcenter, der skal kontrollere al togtrafik i det østlige Danmark og hvor Vejdirektoratet også huserer. Trafiktårnet har en søster i Fredericia, Trafiktårn Vest, som styrer togtrafikken i Vestdanmark. Imponerende og avancerede kraftcentre!


Læs mere om Tegl

 

Aj, se! De murer vinduerne til!

Næste gang jeg var på taget af Fisketorvet med de købelystne døtre, var murerne godt i gang med at skalmure bygningen og en stor skepsis opstod hos mig. ”Aj, se! De murer vinduerne til!”, var mit spontane udbrud til det fnisende bagsæde. ”Der må da være både mørkt og trist indenfor. Ikke et sted jeg ville opholde mig længere tid af gangen!”, var min første tanke. Siden er jeg blevet meget klogere.

 

Man bliver helt betaget af den fantastisk flotte bygning, med den fine runding i facaden, spillet i murstenenes varierende farver og den elegante lethed, som den perforerede ”facade-kappe” skaber. Det er umuligt, ikke at blive nysgerrig efter at opleve bygningen indefra. Men siden det er pulsen på Danmarks trafik, som overvåges herfra, så er vi almindeligt dødelige ikke umiddelbart inviteret indenfor. Sikkerhed først! Forståeligt nok!

Læs mere om Glas & Facader

 


Solafskærmning i murværk

Murværkets termiske kapacitet udnyttes til at absorbere solens varme i selve facaden. Bygningens indeklima er således relativt konstant over døgnet, idet varmen optages i muren i dagtimerne og afgives igen i aften- og nattetimerne. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Derimod er det nyt, at disse egenskaber i murværket udnyttes til at etableret en permanent solafskærmning foran vinduerne, som på den ene side skærmer for solens varme og samtidig tillader det naturlige lys at nå ind i bygningen.

 

Bygningen er fyldt til randen med elektronik og udstyr og varmen herfra udnyttes maksimalt til den indvendige opvarmning. Jeg har ladet mig fortælle, at der er et helt fantastisk lys og indeklima inde i bygningen, så nu vil jeg gå på jagt efter en tilladelse fra Banedanmark til at opleve det selv.

 

Og døtrene, ja de har nu accepteret at blive underholdt om Trafiktårn Øst’s geniale solafskærmning, hver gang vi kører til Fisketorvet.

Læs mere om Indeklima
Danske-Tegl

DANSKE TEGL

DANSKE TEGL er en stærk brancheforening, der gennem dialog med borgere, politikere, myndigheder og andre brancheorganisationer påvirker det moderne samfund, det murede byggeri, miljø og uddannelse.

Kontaktinformation
DANSKE TEGL
Vesterbrogade 1 E 2. sal
1620 København K
Tlf:+45 7114 1440
Web:
Email:   gkn@dansketegl.dk