logo

VW vil erobre markedsandele med ny Crafter

Med den nye Crafter har Volkswagen gjort det nemmere og mere komfortabelt at være kørende håndværker. Bilen, der er et resultat af fire års udviklingsarbejde, kommer på gaden til foråret, og Volkswagen forventer at fordoble salget i Danmark. Bygge- & Anlægsavisen var med til premieren i den spanske by Almeria.

 

Tekst af Steffen Walton

 

En tysk journalist står foran en hvid VW Crafter på en øde strand og kigger på hjulene, som har gravet sig dybt ned i sandet. Han har kørt ræs på stranden og sidder godt og grundigt fast.

 

–Jeg skulle have taget bilen med firehjulstræk, siger han opgivende, mens han venter på at VW-teamet kommer og trækker ham fri. Vi er i den sydspanske by Almeria, der i disse dage er invaderet af nye VW Craftere og journalister på testture. Her præsenterer Volkswagen den helt nye version af Crafter-varebilen – Transporterens storebror – der kommer på de danske gader i foråret 2017.

 

Læs mere om Test af varevogne

 

Mange varianter

Og den er ny som i helt nyt hvad angår design, opbygning, motor og de mange nye personbilsagtige assistent-finesser, vi kommer ind på senere. Så journalisten fra Tyskland kunne have valgt at prøvekøre én med for-, bag- eller firehjulstræk – og med enten manuel eller automatgearkasse. ”EA 288Nutz”-motoren er en 2,0 TDI-motor, som er specialudviklet til den nye Crafter, og den fås i fire forskellige versioner, så kunderne kan vælge mellem 102, 122 og 140 hk – eller Crafter med bi-turbo og 177 hk.

 

Som at køre i en personbil

Lidt længere inde i landet har folkene fra VW samlet en række af de nye varianter, som journalisterne én for én sætter sig ind i: Kasse- og ladvogne af varierende længe. Så går turen i kortege gennem spanske bjergveje, der er smalle som cykelstier og uden autoværn.

 

Her kommer styretøj og acceleration på prøve i de mange skarpe sving og tilhørende temposkift. Når det er muligt, holder alle ind og skifter bil. En af bilerne er en ældre variant af Crafter. Den skal prøves for at mærke forskellen på fortid og fremtid.

 

Den gamle er som at køre en i en Mercedes Sprinter: Lidt tungere, lidt mere lastbil, rattet lidt sværere at dreje i især de mange hårnålesving og gearskiftet lidt langsommere. Altså lidt mere drøj end den nye Crafter, der med en ny elektromekanisk servostyring er som at styre en personbil – blot med Crafterens overblik og følelse af at klistre godt til vejen.

 

Læs mere om Transport

 

 

Lytter til kundens behov

Om aftenen er der pressemøde for de omkring 100 journalister, der er rejst hertil. Kvalitetschef Bernd Graf fra Volkswagen går på scenen og fortæller om de tanker og takter, der er gået forud for lanceringen af den nye Crafter.

 

–Først og fremmest har vi spurgt brugerne, fortæller han om processen, hvor interviews med nøglekunder ”fra malermesteren til den store virksomhed for at høre om deres behov og forventninger” har dannet udgangspunkt for udviklingsarbejdet.  

 

Ham fortæller, at den nye Crafter bliver produceret på en helt nybygget fabrik i Wrzesnia i Polen. Den strækker sig over 220 hektar – svarende til ca. 300 fodboldbaner. Når fabrikken er oppe på fuld produktionskapacitet vil den beskæftige over 3000 mennesker. Nogle af disse mennesker er til stede i dag; det er de ingeniører, der har være med til at udvikle de nye finesser, der kan gøre Crafteren til en attraktiv bybil for håndværkeren. Nemlig de mange assistenter, der gør det nemt at manøvrere den halvstore bil rundt i byen og på byggepladserne.

 

Nemt at bakke

Dem får vi præsenteret dagen efter. På en stor plads har VW-folket stillet kegler op til den helt store køretekniske guldmedalje. Og forestiller vi os, at vi er på en byggeplads eller drøner rundt i en bilpakket by, giver det hele ret meget mening. Vi begynder med den største udfordring af dem alle: Bakke trailer til rampe. Her har VW udviklet et ikke mindre et genialt system, så man ved hjælp af en censor bagpå og et lille joystik placeret i den ene dør (så man samtidig kan kigge skråt tilbage) kan bakke præcist til p-bås, rampe eller hvad, man måtte sigte efter – uden at bruge rattet. Den finesse vækker stor begejstring blandt prøvepublikummet, der alle rammer præcist i mål.

 

På byggepladsen uden buler

De mange censorer, der er placerer både bagpå og i siderne, giver også en hjælpende hånd til håndværkeren, der kører mellem skrammel på byggepladsen. Her kan man i navigationssystemets display tydeligt se forhindringer, som kan passeres med få centimeters afstand. Samtidig er bilen utrolig nem af parallelparkere: Den scanner selv om den ledige parkeringsplads er stor nok til bilen. Og hvis ja, så aktiverer du parkeringsassistenten, slipper rattet, sætter i bakgear og lader Crafteren selv smutte ind i hullet og gøre arbejdet, mens du modtager tilskuernes bifald og respekt.

 

VW vil fordoble salget

Nicolai Farganis stiger ud af bilen efter succesfuldt at have bakket sin trailer i mål. Han er marketingchef i Volkswagen Erhvervsbiler og ser et stort potentiale i den nye Crafter.

 

–Jeg vil ikke sætte tal på, men målet er, at vi vil erobre markedsandele med den nye model. Og inden for et år fordoble volumen på Craftersalget. Det er et stort segment. Der er kunder til den slags biler – lige fra logistik til entreprenører og håndværkere, siger han.

 

Kunderne skal rykke op

Den nye Crafter er også forberedt på kunder, der ønsker en speciel opbygning.

 

–Eksempelvis ønsker mange kunder inden for logistik at bygge en alukasse på. Men det kan også være entreprenøren, der ønsker at bygge en kran på, fortæller Nicolai Farganis og fremhæver at Crafteren også kommer med automatgear.

 

–Når vi får Crafteren som bus, er der også et helt nyt marked for os, da buskunder gerne vil have automatgear. Også kassevognen kommer med automatgear, så vi kan appellere til mange målgrupper. Vi får den mest moderne varebil i hele markedet – så det kan jo være, at kunder, der i dag kører i VW Transporter gerne vil rykke op, fordi de her kan få de mest moderne assistentsystemer, siger Nicolai Farganis.

 

 

Den nye VW Crafter forventes at komme på det danske marked til marts 2017.

 

Ønsker du fremadrettet at modtage nye historier fra Bygge og Anlægsbranchen.
Tilmeld dig til vores nyhedsbrev her:

test



Email

*Nyhedsbrevet indeholder historier fra vores redaktion, brancheorganisationer og annoncører.

Service
Læs avisen online
Nyheder i din mailboks
Bygge & Anlægsavisen
Kontakt 
Medieinformation
Tip redaktionen!
Annoncer
www.bygge-anlaegsavisen.dk
Nyheder
Nybyggeri og renovering
Produktnyt
Motor/Transport
Profiler
Messer




Bygge- & Anlægsavisen

Bredgade 36. 1. Sal - Forhuset                               
1260 København K
CVR: 28890346
 
Telefontider:
Mandag - Fredag:    09.00 - 16.00
Hovednummer:     +45 3344 5555