<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Per Aarsleff A/S: Pakhuset på Langelinie

  • Den effektive byggeproces
  • Byggeriets udvikling
  • 2014-11-17
  • | Af Mikkel Weber Sandahl
  • Pakhuset på Langelinie er udført i en kombination af betonelementer og in-situ beton. Kontorhuset er kendetegnet ved sin unikke beliggenhed på spidsen af Langelinje, hvilket har givet stor logistisk udfordring for råhus-entreprenør Per Aarsleff A/S, der samtidig har arbejdet under et stort tidspres.

    Pakhusets ydre er kendetegnet ved den røde tegl-facade, som i sammenhæng med vinduernes vilkårlige størrelse og placering giver en stoflig kvalitet til bygningen. Indvendigt er byggeriet præget af et smukt atrium, hvor lyset siver ned gennem loftets ovenlysvinduer i forskellige størrelser.

     

    Aarsleff over jorden

    Det 150 mio. kr. dyre råhus-projekt omfatter bl.a. 9000 m³ beton og 6500 m² murværk, og Per Aarsleff A/S har haft op til ca. 40 af virksomhedens egne folk beskæftiget med betonarbejdet. Virksomheden har længe været kendt for sit bygge- og anlægsarbejde under terræn, men nu ønsker man at udbygge sine kompetencer over jorden, hvilket er en naturlig udvikling for virksomheden siger projektdirektør i Aarsleff, Hans Anker Nielsen:

    - Aarsleff har opstartet en byggeri- og råhusafdeling for at skabe synergi til koncernens forretningsområder med store specialkompetencer. Aarsleff kan udføre en byggeriopgave i hoved- og totalentreprise med ca. 70 % i egenproduktionsandel, herunder alle byggegrubearbejder, belægningsarbejder, betonarbejde, elementmontage og installationsarbejder. Den store egenproduktionsandel, mener vi, giver færre fejl og misforståelser undervejs i byggefaserne.

    Entreprenørvirksomheden E. Pihl og Søns konkurs skabte en oplagt mulighed for Aarsleff til at overtage den enorme know-how, som medarbejderne besidder, og der har Aarsleff grebet muligheden til at udvide sit indsatsområde og overtage kernemedarbejdere fra Pihl, ligesom man fortsatte virksomhedens arbejde på en del projekter, herunder Pakhuset. Pakhus-projektet er i den forbindelse en interessant opgave, da den rummer flere nyskabende og bæredygtige løsninger, som stiller faglige krav til de udførende:

    - Det har været et sjovt projekt, som virkelig har udfordret os, og det har været en fornøjelse at samarbejde med ATP og dennes rådgivere på projektet, hvor der har været et virkeligt godt samarbejde.


    Den tætte dialog med bygherre

    - Vi har gennem hele byggeforløbet haft mange løbende møder med ATP omkring byggeriet. Det er en fornøjelse at have en proaktiv bygherre, som har bestemte krav til byggeriet, siger Hans Anker Nielsen, som hæfter sig ved, at Pihls konkurs gav en forsinkelse, hvilket betød, at man i en periode på to måneder arbejdede fra klokken 6 til klokken 2 om natten for at indhente tidsplanen. Projektchef i ATP Ejendomme, Mette Munkedal Tange, udtaler i den forbindelse:

    - Vi var meget bevidste om at komme hurtigt tilbage på sporet og minimere omkostningerne, og allerede 14 dage efter konkursen var murerne i gang igen. Det har været en udfordrende øvelse, men vi er kommet igennem med relativt små skrammer. I ATP har der været enighed om, at projektet er så unikt på en lang række parametre, at vi bare skulle videre hurtigt.


    Materialer, der gør opmærksom på sig selv

    Stueetagens slebne betongulv er udført i en særlig tyk og tung beton, hvor man ikke har kunnet vibrere betonen på plads, da stenene således ville synke til bunds. Stenene er Rød Dalby granit, som herved kan ses i overfladen, som på et terazzo-gulv. Gulvet har krævet syv slibninger, hvor blot den første, grove slibning foregik over 10 dage. Derudover er der støbt en alu-leder i gulvet, som giver en æstetisk dimension sammen med de sortlakerede stålsøjler, der understøtter pakhus-looket. Udførelsen har krævet en dyb know-how, og man har således lavet mock ups af gulvet, inden man begyndte arbejdet.

    Ønsket fra Tranberg og Lundgaard Arkitekter har været at videreføre pakhus-udtrykket i det nye kontorhus, og det har sat fokus på godt, gammeldags håndværk for de udførende. Eksempelvis sidder facadens mange vindueshuller placeret, så man ikke kan se opdelingerne mellem rum og etager, og den variation sammenholdt med vinduesprofilernes smalle og minimalistiske udtryk stiller store krav til den håndværksmæssige kunnen.

     
    Anbefalede artikler