<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe – Forsidefoto

Overfladeprøvning for skimmelsvampe: Brug flere metoder

  • Materialer og Løsninger
  • Indeklima
  • 2022-05-18
  • | Tekst af Louise Skøtt Gadeberg

    Skal en konstruktion undersøges for unormal forekomst af skimmelsvampe, er det en god ide at kombinere flere prøvemetoder for at undgå fejltolkninger. Fonden BYG-ERFA gennemgår i erfaringsbladet ’Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe’ de mest almindelige prøvemetoder, der skal til for at få et overblik over forekomsten af skimmelsvampe på en given overflade.

    Skimmelsvampe og deres sporer findes alle vegne udendørs – det er helt naturligt. Mængden afhænger af årstiden, men især forhøjet forekomst på en bygningsdel være årsagen til en ophobning af sporer i støv eller en egentlig vækst af skimmelsvampe. For at afklare, om der er tale om en forhøjet forekomst, er det vigtigt at udføre en afklarende bygningsundersøgelse.

     

    - Det er relevant at bruge en kombination af flere prøvemetoder for at minimere risikoen for fejltolkning af prøveresultater, siger Charlotte Gudum, Civilingeniør, ph.d., i Byggeskadefonden og forfatter af erfaringsbladet ’Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe’, der er udgivet af fonden BYG-ERFA.


    Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe – Figur 1Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe

     

    Tusindvis af skimmelsvampe-arter

    Der findes ikke sikre grænseværdier for, hvornår skimmelsvampe udgør et problem for bygningens indeklima, trods mange års forskning. I branchen er der dog bred enighed om, at skimmelvækst og dens negative påvirkninger af indeklimaet, skal fjernes.


    - Fugt er en forudsætning for vækst af skimmelsvampe, og derfor skal den fjernes først for at stoppe væksten. Det tager typisk 3 til 4 uger med gode vækstbetingelser, for at skimmelsvampe kan etablere sig. Er der særlige gunstige forhold, kan skimmelsvampe dog dannes inden for et par uger, forklarer Charlotte Gudum.


    Der findes flere tusinde forskellige arter skimmelsvampe, hvoraf nogle forekommer mere hyppigt i boliger end andre. Er der vækst af skimmelsvampe i en bygning, skal fugten derfor opspores og fjernes for at stoppe væksten. Selv støv i små mængder kan give vækst, når der er fugt til stede, siger hun med henvisning til erfaringsbladet.

     

    - Støv i omgivelserne kan ikke undgås, derfor skal man sørge for, at fugtniveauet er lavt. Når den relative luftfugtighed kommer over ca. 75 %, og temperaturen samtidigt overstiger 5 °C, kan skimmelsvampe vokse på organisk materiale som f.eks. træ, tapet eller støv, angiver erfaringsbladet.


     

     

    Vælg flere prøvemetoder

    Vækst af skimmelsvamp danner sporer, som spredes i luften og lægger sig på overflader – og disse sporer er vanskelige at adskille fra andre sporer, der er båret ind med udeluften. Derfor er det vigtigt at sikre sig, at man ikke bare måler på sporer fra omgivelserne – og det gør man bedst ved at kombinere flere forskellige metoder til overfladeprøvning for skimmelsvamp.

     

    Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe – Figur 2Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe

     

    - Man skal vælge sin prøvemetode med stor omtanke, fordi der ikke er en enkelt type prøve, som giver det rigtige svar hver gang. Derfor er det afgørende at benytte flere prøvemetoder for at minimere risikoen for fejltolkning af prøveresultater, der jo skal afdække, om der er skimmelsvampe over normalt baggrundsniveau, hvor der er mistanke om vækst, forklarer Charlotte Gudum.

     

    - Nogle metoder måler på sporer eller fragmenter (såkaldte hyfer) fra skimmelsvampe, andre er indirekte og måler på enzymaktivitet eller DNA fra skimmelsvampe. Nogle metoder angiver mængden af skimmelsvampe på prøvestedet (kvantitativ analyse), andre kan arts- og slægtsbestemme skimmelsvampe (kvalitativ analyse). En lang række af metoder gennemgås i erfaringsbladet – men dog ikke metoder til at måle skimmel i luft, i støv eller inden i porøse materialer.

     

    Læs mere om metoderne som direkte mikroskopi, aftryksprøver, enzymprøver, DNA-prøver samt vækst og udbredelse og meget mere i erfaringsbladet ’Metoder til overfladeprøvning for skimmelsvampe’ (ID-nr.: (99) 21 11 25)


    Om BYG-ERFA

    BYG-ERFAs erfaringsblade er en del af "alment teknisk fælleseje". De er forfattet af eksterne eksperter samt kvalitetssikret og valideret af BYG-ERFAs Teknikergruppe bestående af 9 eksterne eksperter.

     

    Fonden BYG-ERFA har siden 1977 virket efter retningslinjer udstukket af: Molio, Byggeskadefonden, BVB Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsikring & Pension, Statens Byggeforskningsinstitut og Teknologisk Institut.

     

     

    Anbefalede artikler