<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Ressourcerækkerne_foto_Kontraframe

Ressourcerækkerne i Ørestaden, København.

Nyt projekt om den bæredygtige byggeproces får millionstøtte

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • Målbar bæredygtighed
  • Den effektive byggeproces
  • 2021-08-30
  • | Foto af Kontraframe

    Realdania og Grundejernes Investeringsfond skyder sammen med Værdibyg et nyt stort projekt i gang under overskriften ”Den bæredygtige byggeproces”. Målsætningen er at sætte byggeriets aktører og virksomheder i stand til at bygge mere bæredygtigt ved at styrke de processer og det samspil, der er nødvendigt for at udføre bæredygtigt byggeri.

    Projektet ”Den bæredygtige byggeproces”, som realiseres med en bevilling fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond på i alt 4,3 mio. kr., skal udvikle konkrete anvisninger til tilrettelæggelse og gennemførelse af byggeprocessen. Indsatsen skal munde ud i en serie vejledninger og videndelingsaktiviteter om blandt andet bæredygtighedsstrategier, udbud og ledelse.

     

    Bæredygtighed stiller nye krav til byggeprocesserne

    Rolf Simonsen, der er programdirektør for Værdibyg, fortæller:

     

    - Byggeriets parter oplever, at der fortsat er udfordringer og barrierer i løbet af bygge- og renoveringsprojektets faser, som betyder, at kun få af de indledende ambitioner for bæredygtighed rent faktisk er at finde i det udførte byggeri. Bæredygtighed kræver, at vi designer, planlægger og udfører byggeri lidt anderledes, end vi plejer.

     

    Rolf Simonsen mener, at hvis vi skal have fuldt udbytte af de bæredygtige materialer og løsninger, som vi i stigende grad ser på markedet, skal der udvikles og implementeres en ny bæredygtig byggeproces.

     

    - Fremtidens byggeri skal være bæredygtigt. Projektet her skal gøre byggeriets aktører og virksomheder i stand til at komme fra ambition til handling. Det skal ske ved, at vi styrker de processer og det samspil, der er nødvendigt for at udføre bæredygtigt byggeri, fortæller Rolf Simonsen.

     

     

    Processer er mindst lige så vigtige som tekniske løsninger

    Programchef i Realdania, Lennie Clausen, fortæller, hvorfor den filantropiske forening har valgt at støtte projektet:

     

    - Der er mange udviklingsinitiativer om den ”tekniske” del af bæredygtigt byggeri. Det kan f.eks. være byggetekniske løsninger, materialer, designstrategier og digitale værktøjer, der alle har potentiale til at gøre bygge- og renoveringsprojekter mere bæredygtige. Dette projekt fokuserer i stedet på de processer, der sikrer, at byggeriets aktører er rustet til at efterspørge og implementere de bæredygtige løsninger i byggeprojekterne. Og processerne er mindst lige så vigtige som teknik og praktiske løsninger, hvis vi skal gøre byggeriet mere bæredygtigt.

     

    Søren Meyer, udviklingschef hos Grundejernes Investeringsfond, istemmer:

     

    - Det er et vigtigt projekt og et område, som vi skal have løftet. Vi finansierede forprojektet til det nuværende projekt, og det resulterede i en publikation, som pegede på de udfordringer og barrierer, som vi skal håndtere for at rykke på denne dagsorden. Det er dén indsats, som Værdibyg nu skal løfte i det nye, store projekt. 

     

    Et involverende projekt-set up

    Hos Værdibyg ser senior projektleder Stephan Sander frem til at komme i gang med projektet. Stephan Sander fortæller, at projektet gennemføres med involvering af praktikere fra hele byggeriets værdikæde – fra bygherre til rådgivere og udførende.

     

    - Vi samler konkret viden og anbefalinger fra byggeriets praktikere og sætter dem i spil gennem en række formidlings- og afprøvningsaktiviteter. Vores mål er, at byggeriets virksomheder bliver bedre rustet til at skabe mere bæredygtigt byggeri i praksis – og i samspil med andre virksomheder. I projektet udvikler vi konkrete anvisninger til, hvordan byggeprocessen tilrettelægges og gennemføres, så de ambitiøse strategier for bæredygtigt byggeri kan føres ud i livet.

     

     

    Om ”Den bæredygtige byggeproces”

    Projektet startes op allerede i efteråret, og arbejder inden for fire hovedtemaer:

     

    1. Klare strategier for bæredygtighed i bygge- og anlægsprojekter
    2. Tæt og tidligt samarbejde om bæredygtighed
    3. Klare krav til bæredygtighed i udbud, aftaler og kontrakter
    4. Ressourcer og ledelse med fokus på bæredygtighed

     

    Projektet baserer sig på vidensindsamling og ekspertinterviews, undersøgelse af fyrtårnsprojekter, afprøvning i praksis og workshops med praktikere fra branchen med fokus på udfordringer og erfaringer med at bygge bæredygtigt. Resultatet bliver gode råd og anbefalinger, som i projektperioden løbende udkommer i form af vejledninger og understøttes af en række formidlings- og udbredelsesaktiviteter, der skal skabe synlighed, implementering og effekt i branchen.

    Om Værdibyg

    Værdibyg er et udviklingsprogram etableret på tværs af byggeriets toneangivende brancheorganisationer: BAT-Kartellet, Bygherreforeningen, Danske Arkitektvirksomheder, DI Dansk Byggeri, Foreningen af Rådgivende Ingeniører – FRI og TEKNIQ Arbejdsgiverne. Værdibyg finder og udvikler en ny fælles praksis for byggeprocessen på tværs af byggeriets aktører. 

    Anbefalede artikler