<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Unavngivet
Annonce

Kompleks harmoni

  • Den effektive byggeproces
  • Byggeriets udvikling
  • 2018-04-03
  • Mikkelsen Arkitekter har skabt en ny laboratorie- og logistikbygning til Bispebjerg Hospital, der i et arkitektonisk greb favner to vidt forskellige, specialiserede enheder – i en byggeproces ud over det sædvanlige.

     

    Det var en både programmatisk og arkitektonisk udfordring Mikkelsen Arkitekter skulle løse i den nye laboratorie- og logistikbygning til Bispebjerg Hospital, hvor to enheder med hver deres højt specialiserede funktionelle krav skulle finde sammen i et bygningsvolumen og tale det samme arkitektoniske sprog.

     

    Laboratorieenheden er en aktiv og udadvendt del af bygningen, som skal servicere Bispebjerg Hospital, privat praktiserende læger og andre hospitaler. Der vil være åbent 24 timer i døgnet for modtagelse og analyse af blodprøver, og stueetagen er således udformet som en halvoffentlig lobby. Her vil der være reception og adgang for patienter, mens de kliniske afsnit, laboratorier til analyse og forskning, og personalefaciliteter er placeret højere oppe i bygningen.

     

    Byggeriets anden funktion er logistikenheden, der skal fungere som hospitalets centrale vareindlevering med lager og distribution til samtlige af hospitalets afdelinger. Her vil lastbiler dagligt transportere varer til og fra bygningen, som i kælderplan er forbundet med resten af hospitalet via et tunnelsystem.

     

    Det var en spændende udfordring, fortæller Stig Mikkelsen, direktør i Mikkelsen Arkitekter, at skulle placere to så forskellige funktioner i en bygning, i en samlet arkitektur, hvor der stilles høje krav til både adgangsforhold og til samspillet mellem den nye bygning og det eksisterende hospitalsområde.

     

    Bygningens indre er ligeledes en kompleks maskine, og de mange forskellige faggrupper, som får deres daglige gang i bygningen, har været dybt involveret i udformningen af programmet bl.a. for at sikre et godt sammenhængende flow i hver af de to enheder.

     

    Læs også om Mikkelsen Arkitekters arbejde på DTU: En bro smuk mellem det gamle og det nye

     

     

     

    I dialog med historiske omgivelser

    Laboratorie- og logistikbygningen er en del af Bispebjerg Nyt Hospital og Ny Psykiatri, som er en omfattende udvidelse og renovering af Martin Nyrops smukke, fredede Hospital på Bispebjerg Bakke, der stod færdigt i 1913. Frem til 2025 vil i alt fire nybyggerier og to renoveringsprojekter blive gennemført og løbende taget i brug.

     

    - Den arkitektoniske udfordring har været at lave en bygning, der skulle spille sammen med Nyrops smukke og fredede bygninger. Vi spurgte os selv: Hvordan får man skalamæssigt en så stor bygning til at se rimelig ud i denne her sammenhæng? Og hvordan spiller man materialemæssigt op mod det fantastisk smukke murværk og detaljerigdom?, fortæller Stig Mikkelsen og fortsætter:

     

    - Vi har valgt at bryde bygningsvolumenet op, så det forholder sig til den eksisterende skala. Vi har skabt nogle spring og forsætninger både i plan og i snit, så man får et volumen i bevægelse, der dels relaterer til de eksisterende bygninger og dels giver nogle oplevelsesmæssige kvaliteter inde i bygningen og i forhold til adgangsarealerne udenfor.

     

    Facaden er udført i anodiseret aluminium i en kobberlignende, mørk brun farve, der spiller sammen med de eksisterende bygningers røde teglsten.

     

    Læs også om Damesalen af Mikkelsen Arkitekter: Arkitektonisk og teknisk nytænkning

     

     

     

    En helt ny måde at bygge på

    Hele byggeriet er opført under et 60x80 meter og 6 etager højt telt, der har beskyttet byggepladsen mod vind og vejr samt skærmet naboerne mod de værste lys- og støvgener. Det er kun tredje gang i Danmark, at en bygning opføres under en sådan totaloverdækning, hvor indbyggede kraner dækker alle løftebehov i forhold til råhuset og facademontage.

     

    Allerede nu vurderer både entreprenør og bygherre, at der er skåret tre måneder af byggeperioden og at kvaliteten også er højere. Hos Mikkelsen Arkitekter har de stor fokus på at tænke den industrielle tilblivelse og selve byggeprocessen ind i måden, de designer på, fortæller Stig Mikkelsen, og han er spændt på at evaluere forløbet, når de er helt færdige.

     

    - Vi har sikkert slet ikke udnyttet alle de fordele, der er ved sådan en byggeproces endnu. Der er meget erfaring at hente, og vi glæder os til at analysere forløbet sammen med bygherren og entreprenøren og diskutere, hvordan vi kan udnytte mulighederne endnu bedre fremover, siger Stig Mikkelsen.

     
    Anbefalede artikler