Horsens Lift debuterer som importør – 14 eldrevne saxlifte på vej
Grundig rådgivning og lynhurtig service har været vejen til succes for Horsens Lift ApS. Men nu kaster familievirksomheden sig ud i et nyt kapitel, som man har store forventninger til
Zoomlion er navnet på de 14 eldrevne saxlifte, som Horsens Lift ApS får leveret i december. Forud for bestillingen har man haft to lifte til låns fra den italienske hovedimportør, og erfaringerne er rigtig gode, fortæller medindehaver af Horsens Lift, Esben Vernholt Jensen:
- Vi har testet dem på alle leder og kanter, og resultatet er så godt, at vi godt tør binde an med selv at importere direkte, siger han og nævner, at der er tale om et kinesisk produkt – men altså et kinesisk kvalitetsprodukt:
- Kineserne kan jo det hele. De kan både lave noget skrammel, og noget, der virkelig er godt – og Zoomlion er afgjort et eksempel på det sidste og er selvfølgelig også CE godkendt. I øvrigt findes der stort set ikke saxlifte, der ikke er produceret i Kina, så der er i realiteten ikke så meget at vælge imellem, lyder det.
Hurtig opladning er afgørende
Esben Vernholt Jensen nævner, at Zoomlion i høj grad er bygget op omkring amerikanske og europæiske komponenter, og at liftenes ventiler f.eks. er produceret af Danfoss. Dertil kommer at de er eldrevne, ligesom 80 % af den øvrige maskinpark hos Horsens Lift er det.
Men med hensyn til Zoomlion er der dog tale om lithiumbatterier, og det er afgørende:
- Det betyder jo, at man har en meget kort opladningstid, og at man kan opnå stor effekt med sjatladning i pauserne. Det er noget, vores kunder i høj grad efterspørger, siger Esben Vernholt Jensen og nævner, at Zoomlion er den eneste producent, der kan præstere et fuldt program af saxlifte med lithiumbatterier, der heller ikke afgiver giftige dampe eller andre ubehageligheder.
Fokus på hurtig levering
Men det er nu ikke fordi, Horsens Lift er ved at gå ned på udstyr. Tværtimod har man mere end 400 udlejningsenheder - plus en lille håndfuld lastbiler, som dagligt bringer lifte frem og tilbage fra byggepladser i Jylland og på Fyn. Dertil kommer flere og flere ture til Sjælland og faktisk også en hel del i Nordtyskland.
Dermed er det ikke for meget sagt, at forretningen er grebet om sig, siden Esben Vernholt Jensen, der egentlig er uddannet landmand, begyndte at udleje sin svigerfars lifte i 1993:
- Ja, det er gået over al forventning, smiler han og tilføjer, at han og fruen Jeanette også har arbejdet benhårdt for sagen. Og med det, mener han ikke bare lange dage og arbejdsweekender, men også en insisteren på at kunne levere udstyret hurtigt – nærmest time for time - og i hvert fald dag til dag.
Rådgivning er næsten obligatorisk
Og så er der selvfølgelig det med, at Esben og Jeanette og deres 16 trofaste medarbejdere helst ikke lejer noget som helst ud, uden at have talt med kunden først:
- Gennem årene har vi jo gjort os den erfaring, at kunden får den lift, der passer bedst til opgaven, når vi når at komme ind og rådgive lidt først. Det er i alles interesse, at man får den rigtige lift i første huk, og derfor kan man heller ikke bare booke vores lifte online uden at tale med nogen et eller andet sted i processen, lyder det.
Nyt hovedkontor i Middelfart
Indenfor det sidste halvandet års tid, er arbejdsdagen - eller i hvert fald transporttiden frem og tilbage mellem hjem og kontor - dog blevet betragteligt kortere.
Frem til sidste forår havde Horsens Lift nemlig hovedkontor i netop Horsens og med satellitter i både Middelfart og Aarhus. Men transporttiden fra hjemmet i Middelfart tærede på kræfterne, og rent strategisk var Middelfart også en bedre placering for hovedkontoret. Så sådan blev det:
- Vi købte et nedlagt gartneri og har nu indrettet det med kontor, værksteder og masser af plads til liftene. Det er en rigtig god løsning, som både kommer vores kunder til gode, og som også betyder, at vi kan få lov at sove en lille smule længere om morgenen, smiler Esben Vernholt Jensen.