<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
IMG_6865_600

Et sted hvor både børn og voksne kan trives

  • Den effektive byggeproces
  • Tegl
  • Byggeprojekter
  • 2018-05-16
  • | Tekst af Alexander Tengbjerg

    Hvordan skaber man et hus, der både giver plads til leg og læring og som tager hensyn til pædagogerne og kommunens budget? Netop den udfordring stod arkitekterne og ingeniørerne fra Constructa overfor da de skulle designe Rødkærsbro Børnehus. Løsningen kom i form af et dagshjul, et godt øje for detaljer og en interessant materialeløsning.

    To børnehaver nær Viborg skulle slås sammen til en. Hertil blev det besluttet, at de skulle have et helt nyt hus under det fælles navn: Rødkærsbro Børnehus. Huset skulle give bedre arbejdsforhold til de 25 ansatte og plads til, at de 120 børn kunne udfolde sig ordentligt. Men hvordan skaber man et hus, der giver plads til leg og læring samtidigt med, at der tages hensyn til både børnene, pædagogerne og kommunens budget? Det hele startede med en samtale med de mennesker, der i sidste ende skulle bruge det nye hus:

     

    - Det hele begyndte med, at vi lavede to workshops, hvor pædagogerne kunne komme med inputs. Samtidigt bad vi dem i grupper arbejde med et dagshjul, der kortlagde deres arbejdsdag. Dermed kom vi tættere på husets naturlige rytme og dermed, hvordan det i sidste ende skulle indrettes. Jeg er som arkitekt skolet i at arbejde med indretning, former, farver og materialeudtryk, men jeg ved jo ikke nødvendigvis det store om pædagogik. Derfor var det vigtigt at dykke ned i de fremtidige brugeres behov og ønsker til deres nye arbejdsplads, forklarer Preben Nørlund, der er arkitekt MAA hos Constructa, som er totalrådgiver på projektet, samt har tegnet og projekteret huset.

     

    - Som arkitekt har jeg flere opgaver. Jeg skal finde frem til en løsning, der er funktionel, det skal være æstetisk tiltalende, og det skal kunne bygges og realiseres med respekt for budgetterne. Den tætte dialog med pædagogerne hjalp os mod dette mål, men bygherren var også meget engageret i processen og klædte os godt på ud fra egne erfaringer med denne type byggerier. Jeg er derfor også rigtig godt tilfreds med resultatet, og vi er endt med et hus, der opfylder vores oprindelige visioner.

     

     

    Et hus med egen personlighed

    Rødkærsbro Børnehus er også tænkt som et fleksibelt hus, der i fremtiden kan bygges sammen med den nærliggende Rødkærsbrohal uden, at det bryder med husets samlede udtryk. Det giver en fleksibilitet, der sikrer at huset langt ind i fremtiden vil have relevans for Viborg Kommune. Netop derfor valgte Constructa, at benytte en væsentligt mørkere mursten end Rødkærsbrohallen, således at børnehusets karakter vil kunne bibeholdes i tilfælde af en sammenbygning.

     

    De mørke mursten, der giver en stilren facade, står også i skarp kontrast til legetårnenes klare og strålende farver, der bryder med alle former. Det skaber et samspil mellem de voksnes lineære verden og børnenes legende univers.

     

    Et unikt teglstensbyggeri

    Det er ikke kun den fine facade, der gør Rødkærsbro Børnehus til et særegent teglstensprojekt:

     

    - Det er et lidt specielt teglstensprojekt, da vi har med et gennemmuret byggeri at gøre. Næsten alle skillevægge og bærende vægge er af mursten. Det skyldtes, at der var en lang ventetid på leveringen af betonelementer. Derfor besluttede vi at bygge med mursten hele vejen igennem og det endte med ikke at betyde den store forskel i forhold til prisen. Jeg tror denne løsning generelt kendetegner Constructas måde at arbejde på. Fordi vi har arkitekter og ingeniører samlet under samme tag, kan vi hurtigt reagere og gennemskue, hvordan udfordringer løses bedst muligt og på tværs af fag i forhold til en helhedsløsning.  Da vi har et bredt team af kompetencer inhouse, kan vi hurtigt og effektivt tage hånd om udfordringerne i den rækkefølge de kommer, fortæller Preben Nørlund.

     

    Et hav af små detaljer

    Med 120 børn er der naturligvis nogle meget specifikke regler i forhold til de akustiske forhold. Samtidigt er legetårnene skudt ind som buffers, så de isoleres for lydgener, ligesom man har valgt ikke at sætte to områder overfor hinanden, hvor der kan opstå megen larm. I det hele taget er hele huset kendetegnet ved et hav af detaljer, der hver især giver børnene og pædagogerne en bedre hverdag. Det store tagudhæng giver huset en ekstra æstetisk dimension samtidigt med, at det skaber plads til ophold udenfor hele året rundt.

     

    - Et stort vindue på indgangsfacaden bryder med facaden, men giver også ved hjælp af en karnap børnene mulighed for at kunne vinke ordentligt farvel til forældrene. Der er lavet små reposer, hvor børnene kan træde op, når pædagogerne skal hjælpe dem med at få sko og tøj på, hvilket gør, at de voksne ikke skal bukke sig ned hele tiden. Der er et utal af små detaljer som disse, og de har gjort dette byggeri til en spændende opgave, som tilmed er lykkedes utroligt godt, ikke mindst takket være vores gode dialog med dets brugere, afslutter Preben Nørlund.

     

     
    Anbefalede artikler