Cirkulær økonomi i byggesektoren – Fra betonaffald til sekundære råstoffer

Annonce

Cirkulær økonomi i byggesektoren – Fra betonaffald til sekundære råstoffer

Beton er i dag det mest anvendte byggemateriale, og det vil det blive ved med at være mange år ud i fremtiden. Størstedelen af beton i bygge- og anlægsaffald kan genanvendes. Men der kan stilles spørgsmålstegn ved om vi gør det smart og får mest mulig værdi ud af det.

 Af Erik Krogh Lauritzen, Lauritzen Advising, Jette Bjerre Hansen, DAKOFA og Thomas Uhd, Dansk Beton

 

Regeringens Advisory Board for Cirkulær Økonomi har givet 27 anbefalinger, hvoraf fire er rettet specifikt på bygge- og anlægssektoren.

På dette års Building Green afholder Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer (DAKOFA) og Dansk Beton d. 1. november kl. 10.45-12.00 en session om Cirkulær Økonomi i byggesektoren – Fra betonaffald til sekundære råstoffer. I lyset af Advisory Board´s anbefalinger vil vi sigte på at komme et skridt nærmere på at kunne pege på konkrete tiltag, der fører til ressourceeffektiv nyttiggørelse af beton som tilslag til ny beton.


Genanvendelse af beton
Siden 1990erne har det været fast rutine at knuse beton og tegl fra bygge- og anlægsaffald til brug i vejbygning, ledningskasser, støjvolde, opfyldninger m.v. Sideløbende har man forsøgt sig med tilslag af nedknust beton i ny beton. Uanset, at der foreligger grundlag og normer for anvendelse af tilslag af nedknust beton som tilslag i ny beton, er det aldrig blevet til nogen succes.

I løbet af de sidste par år er der sket betydelige fremskridt på dette område. Aktørerne i værdikæden er i dialog og nye samarbejder bliver etableret. Et enkelt demonstrationsprojekt er afsluttet og nye projekter med genanvendt beton er undervejs. Vi har lært af hollandske erfaringer, og betonindustrien har taget initiativer til fremstilling af beton med tilslag af nedknust beton. Men, der er stadig lang vej til målet om at etablere et professionelt marked for genanvendte ressourcer og i særdeleshed et marked for byggeri opført af beton med tilslag af nedknuste med beton.


Markedet for tilslag af nedknust beton til ny beton
Som det fremgår af DS/EN 206-1 og DS 2426 kan nedknust beton fra ren kilde anvendes som tilslag i beton i passiv miljøklasse op til styrkeklasse C30/37. Den nedknuste beton må maksimalt udgøre 20% af stenfraktionen og 10% af sandfraktionen.

Med henvisning til oplysninger fra rapporten Råstofforsyning: Fra sand og sten til betonbyggeri[1] (se faktaboks) kan man udlede, at der er et potentielt marked for nedknust beton som tilslag til beton i klasserne Uklassificeret og Klasse P (Passiv) på årsbasis af størrelsesorden 700.000 t. Sammenlignet med listepriser for naturlige stenmaterialer skønnes værdien at ligge mellem 1 og 2 mia. kr.

 

Produktion af beton til genanvendelse
Mulighederne for at få del i markedet for tilslagsmaterialer afhænger af mængder og kvalitet af betonaffald. I henhold til AffaldDataSystemet (ADS) i blev der i 2014 registreret 937.000 t og i 2016 869.000 t beton. Det er kun en del af betonaffaldet, der registreres. I nedrivningsbranchen anslås, at de samlede mængder betonaffald ligger over 2 mio. t. om året. Dvs., at der er burde være muligheder for at dække en væsentlig del af det potentielle marked med nedknust beton med tilstrækkelig høj kvalitet.

Den manglende udnyttelse af dette marked skyldes i dag, at parterne stort set affinder sig med genanvendelse af beton i bunden form til en pris, der ligger under 50% af prisen for tilslagsmaterialer. En gruppe af værdikædens aktører har samlet peget på en række centrale barrierer, som vedrører behovet for nye forretningsmodeller, samarbejdsformer, bedre styring af kvalitet og dokumentation af de sekundære råstoffer samt revision af normer og standarder. Dertil kommer nogle praktiske logistiske udfordringer, som problemer med kontinuert forsyning og sammenkitning af knust beton i siloer m.v.


Inspiration fra Holland

Indførelse af cirkulær økonomi er betinget af, at markedsøkonomien fungere for de genanvendte materialer og, at de forskellige aktører ser en økonomisk fordel i genanvendelsen af produkterne. I Danmark har indførelse af affaldsafgiften ved deponering (p.t. 475 kr./t), været en væsentlig driver for genanvendelse af byggeaffald. Det samme kan man ikke sige om råstofafgiften på 5 kr. pr. m3 råstof. Der foreligger ingen oplysninger om effekten af denne afgift på mulighederne for at substituere naturlige råstoffer med genanvendte materialer fra bygge- og anlægsaffald.

I Holland er man godt på vej til at etablere en velfungerende forretningsmodel for genanvendelse af oparbejdede tilslag fra betonaffald til produktion af nyt beton. DAKOFA og Dansk Beton tog derfor initiativ til at samle en dansk delegation med repræsentanter fra hele værdikæden. En del af initiativet var en studietur til Holland. Under besøget i Holland  blev vi oplyst om, at markedet for genanvendelse af betonaffald til produktion af nyt beton understøttes af bl.a. følgende tiltag:

  • Den Hollandske regering udgav i 2016 en national strategi for cirkulær økonomi. Strategiens konkrete mål bidrager til at skabe stabile rammer for udviklingen. Et vigtigt mål i strategien er 50% reduktion i forbruget af råvarer som mineraler, fossile brændstof og metaller i 2030.
  • I Holland har man med stor succes arbejdet værdikædebaseret på at fremme genanvendelse af beton. Tilbage i 2010 etablerede man en såkaldt ”Green Deal om bæredygtig beton” – en frivillig aftale mellem regering og industri.
  • I 2017 har den hollandske regering afsat 137 millioner EUR til afgiftslettelser på miljørigtige investeringer. Det gør investeringer i bæredygtig beton økonomisk attraktivt, idet bygherrer får op til 50 EUR/m3 beton indeholdende minimum 30% genanvendte materialer.
  • ”CO2 PERFORMANCE LADDER” er et certificerbart CSR værktøj i Holland. Værktøjet tilskynder virksomhederne til at have fokus på energiforbrug og CO2-udledning og til at reducere dette. Ved bedømmelse af tilbud kan man opnå points, hvis man er certificeret i henhold til værktøjet.

Under Building Green 2015 og 2016 samlede vi bygge- og affaldssektorens aktører til dialog om mulighederne for at opbygge et marked for genanvendte byggematerialer med særligt fokus på genanvendelse af betonaffald som tilslag til nyt beton. Med afsæt i erfaringer fra Holland skal vi på dette års Building Green et skridt nærmere, for at kunne pege på konkrete tiltag, som understøtter udviklingen af markedet for genanvendelse af beton til fremme for cirkulær økonomi.

Videncenter for mineralske råstoffer og materialer (MiMa); De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) Råstofforsyning: Fra sand og sten til betonbyggeri af Laila S. Rosholm, Per Kalvig og Niels Fold, MiMa rapport 2016/2.

building-green

Building Green

Kontaktinformation
Building Green
Tlf:+45 35 25 35 45
Email:  
Service
Læs avisen online
Nyheder i din mailboks
Bygge & Anlægsavisen
Kontakt 
Medieinformation
Tip redaktionen!
Annoncer
www.bygge-anlaegsavisen.dk
Nyheder
Nybyggeri og renovering
Produktnyt
Motor/Transport
Profiler
Messer




Bygge- & Anlægsavisen

Bredgade 36. 1. Sal - Forhuset                               
1260 København K
CVR: 28890346
 
Telefontider:
Mandag - Fredag:    09.00 - 16.00
Hovednummer:     +45 3344 5555