Når intet er standard

 

Bygningens runde former og især en ganske særlig loftkonstruktion var noget af det, som den Tåstrupbaserede virksomhed, Deko, blev udfordret af, da de stod for den samlede tømrerentreprise på Axel Towers - en entreprisen som b.la. indeholder alle døre og glasskillevægge.

 

Tekst af Annika Lillelund

 

Siden februar i år har ca. 25 af Dekos folk arbejdet på daglig basis på Axel Towers i København, og det bliver de ved med indtil starten af det nye år, hvor byggeriet står færdigt. Alle døre og indvendige glasvægge er leveret af Deko, og virksomheden har også stået for den samlede tømrerentreprise. Salgschef hos Deko, Torben Rytter, siger:

 

- De fleste kender os nok især for vores meget brede glasvægsprogram, men vi udfører også mange tømrerentrepriser på store byggeopgaver. Foruden Axel Towers har vi b.la. også haft tømrerentreprisen på Pandoras domicil på Havneholmen i København samt produktionshøjskolen UCC på Frederiksberg, og vi har en stor erfaring i at løse komplekse opgaver, som man må sige, at Axel Towers har været.

 

Læs mere om Døre

 

Prestigebyggeri

Axel Towers har fået en del opmærksomhed i pressen, og med sine markante, arkitektoniske linjer, den unikke placering og et iøjnefaldende materialevalg er det ikke svært at forstå:

 

- Man har jo forsøgt at skabe noget, som arkitektonisk er helt anderledes. Arkitekten har prioriteret det visuelle og måske ikke i lige så høj grad tænkt i, hvordan det skal bygges. Der er runde vægge og kontorer, der går ud til facaden og mellem kontorerne er der bygget zig-zag-vægge med indbyggede skabe i træ på begge sider. Alle vægge er finerede, der er trægulv, der giver et eksklusivt udseende. Både bygningens form og materialevalget har betydet, at vi har re-tænkt vores arbejdsmetoder såvel som vores glassystemer og profiler, hvilket vi gerne gør, siger Torben Rytter, og fortsætter:

 

- Sådan noget som lofterne bør især fremhæves, for her har man valgt at have indbygget køling, hvilket har gjort vores arbejde med at bygge underkonstruktionerne til en kompleks opgave.

 

Læs mere om Lofter

 

Logistikken kom på prøve

Netop placeringen i centrum af København skabte nogle logistiske udfordringer, forklarer Torben Rytter:

 

- Det er absolut ikke et lige-ud-af-landevejen projekt for os, men et meget udfordrende projekt, da byggeriet bl.a. pga. sin beliggenhed ikke giver meget plads til byggeplads og hejs. Det har givet nogle logistiske udfordringer med at få vores materialer hejst op, da man begyndte at lukke facaderne forholdsvist hurtigt. Med den korte byggeperiode, har vi virkelig måtte tænke kreativt og udvise stor grad af fleksibilitet for at få alle leverancer på plads på rette tid. Nogle perioder har vi haft 55 af vores i alt ca. 170 faguddannede tømrere på pladsen dagligt, men ellers har der været omkring 25. Denne opgave lå ikke umiddelbart til højrebenet for os, men ved at være med i projekteringsfasen har vi kunnet vejlede bygherre, så det hele i sidste ende kom til at fungere og alle vores glaspartier kom op i rette tide klar til montering.

 

Nye træprofiler

Foruden logistikken og den særlige loftkonstruktion ønskede bygherre og arkitekt et helt nyt glassystem, som passede til både linjerne i bygningen og træoverfladerne i indretningen. Med udgangspunkt i bygningens runde former inde og ude har Deko skabt et glasskillevæg, som i det samlede udtryk virker afrundet, forklarer Torben Rytter:

                                                                                           

- Bygherre og arkitekt ønskede et glassystem med træprofiler, som både passede til vægbeklædning i træfinér og til husets arkitektur. Vi har sat glaspartier tæt sammen i en rundet form, så glasvæggen følger bygningen. Man fornemmer en buet glasvæg, selvom den faktisk er kantet. Samme lange linjer går igen i dørkarmene, hvor der til dørene er ønsket ekstra højde, så der ikke er unødige inddelinger og linjer, der forstyrrer. Glasskillevægge med træprofiler havde vi ikke i vores sortiment, så her har vi, i samarbejde med arkitekt og bygherre, skabt en helt ny profil i egetræ og dermed et nyt produkt, som nu en del af vores sortiment  - et produkt vi kommer til at arbejde mere med fremadrettet. Samlet set har vi nok leveret omkring 600 døre til hele bygningen, heraf nogle glasdøre, som passer til det nye system med træprofilerne.

 

Og Torben Rytter slutter af:

 

- Dette projekt er en vigtig brik i vores løbende udvikling, hvor vi skal blive ved med at udfordre os selv og vise, at vi kan skabe nye løsninger på det, der ikke er standardopgaver og standardleverancer. Både på vores leverance af glassystemer og døre og på tømrerentreprisen vil jeg sige, at ønsket om at skabe noget spektakulært har været styrende for dette projekt, og det er helt klart noget, vi som virksomhed lærer meget af. Nu glæder vi os til at se det samlede resultat i starten af det nye år.

 

Kontaktinformation

  • DEKO p|s
  • Mårkærvej 11, 2630, Taastrup
  • Tlf: +45 43 55 77 11
  • Web: http://deko.com
  • Email: info@deko.dk