<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Vejles nyeste familie står med fødderne i vandkanten

  • Byggeriets udvikling
  • 2017-06-22
  • | Af Tim Panduro

    Havneøen er en væsentlig del af Vejles prestigefyldte og massive udbygning af det smukke havneområde. Tegnestuen Arkitema Architects står for ni af de højhuse, der bliver en markant del af vartegnet.

    Vejle er ved at få en ny storfamilie – og den holder til på en af byens mest eksklusive adresser.

     

    Ja, faktisk udgør den i sig selv den eksklusive adresse – for familien består af ni punkthuse på mellem fem og 12 etager. Bygningerne indgår i det storstilede udbygningsprojekt på Vejle Havn kaldet Havneøen, hvor også Kirk Kapital kommer til at have domicil i et skulpturelt byggeri tegnet af den islandske-danske kunstner Olafur Eliasson. Kirk Kapital er sammen med AP Pension bygherre på projektet.


    Arkitektvirksomheden Arkitema Architects har tegnet de ni punkthuse, hvoraf de fire første allerede er godt i gang med at rejse sig på den delvist kunstige ø i Vejle Havn.


    – Vi har fra starten arbejdet med et arkitekttonisk udtryk, hvor vi har haft fokus både på bygningernes individuelle udseende og deres sameksistens. Man kan sige, at de ni bygninger er i familie med hinanden og står som på et familiefoto. De er skabt ud fra det samme grund-dna i form af et ens modulsystem og den samme grundform, men alligevel er de vidt forskellige. Det har været vigtigt for os at få skabt særlige kendetegn ved hvert enkelt hus. Vi har bl.a. arbejdet meget med at få afstemt de forskellige tegl og fugefarver så de både harmonerer indbyrdes i bebyggelsen og skaber en harmoni med Olafur Eliassons domicil, fortæller sagsarkitekt fra Arkitema Architects Sofie Vilstrup Palm.

     

     

    Himmel og hav

    Pladsen er begrænset på Havneøen, og flest mulige af de kommende beboere skal have kig til både vand, broen over Vejle Fjord, skovene langs fjorden og byen.


    - Ved at arbejde med punkthuse har vi skabt lys og luft til omgivelserne og sikret kig til fjord og skov. Vi har arbejdet meget med at skabe et tilgængeligt og levende miljø langs vandet og imellem boligtårnene. Lysindfaldet har også været vigtigt. Hver lejlighed – fra de treværelses til de store luksuslejligheder i toppen – har mindst to altaner for at udnytte den fine beliggenhed, og lejlighederne har store vinduesåbninger fra gulv til loft, siger Sofie Vilstrup Palm, der er begejstret for at have været med til det markante projekt. 

     

    - For Arkitema er det et fantastisk projekt at være en del af. At bygge på Vejle Havn, hvor tårnene nærmest står på vandet, og med en byggehøjde, der i sig selv gør husene til et vartegn for området, er meget interessant. Folk kommer til at bo så tæt på vandet, at vandspejlet faktisk giver refleks ind i nogle af lejlighederne. Det har været meget interessant at arbejde med at iscenesætte vandet og lyset, siger Sofie Vilstrup Palm.

     

    Vigtigt med samarbejde

    Projektet ville ikke være muligt uden opbakning og et godt samarbejde med bygherre og hovedentreprenøren NRE. Bygherre har fra starten haft en ambition om at bygge med høj en arkitektonisk kvalitet, der samtidig er rationel, fleksibel og bygbar.

     

    - Vores fornemmeste opgave er ikke kun at tegne for dem, der skal bo på Havneøen, vi tegner også for dem, der skal opføre vores boliger. Her har samarbejdet med NRE være præget af gensidig respekt og forståelse for både at tegne bygbare løsninger og samtidigt opnå et fælles mål om et unikt boligbyggeri, hvor funktion og æstetik går op i en højere enhed, fortæller Sofie Vilstrup Palm.

     

     

    Fælles passion

    Hos NRE har man også været glade for samarbejdet med både bygherre og Arkitema.


    - Det er fantastisk, at bygherrerne, Arkitema og vi har arbejdet sammen med en fælles passion. Arkitema har været meget professionelle i processen, og de er utrolig dygtige til at tegne attraktive boliger og skabe øget værdi for slutbrugerne. Vi har alle været enige om det fælles mål, og vi oplever altid Arkitema som en konstruktiv sparringspartner med klare visioner, siger direktør for NRE, Jacob Eiskjær Olesen.

     

     
    Anbefalede artikler