<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Værktøj i går, i dag og i fremtiden

  • Værktøj
  • Byggepladsen
  • IT og ny teknologi
  • 2017-06-06
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Der er sket enormt meget inden for værktøj inden for de seneste årtier, som har givet håndværkere en langt større frihed og mobilitet, og Bygge- & Anlægsavisen tegner et rids af udviklingen.

    Produkttræner i Bosch Jan Gantzler underviser virksomhedens ansatte i brugen af værktøjet, så de kan uddanne håndværkere, og han ser overgangen som en mindre revolution, da håndværkerne tog den nye batteri-teknologi til sig øjeblikkeligt:

     

    - Lithium-ion batterier revolutionerede simpelthen markedet over night. Både nikkel-cadmium og nikkel-metalhybrid var der nogle kedelige ting ved, og der var mange, som var trætte af, at batterierne skulle behandles på en bestemt måde. Eksempelvis betød den såkaldte memory effekt, at man skulle bruge batteriet helt op, før man satte det til opladning, ligesom man så var nødt til at lade batteriet 100 % op. Det var ikke ideelt, men det kom alligevel bag på mig hvor hurtigt, det gik med lithium-batterier. Det er lidt ligesom med mobiltelefonen i forhold til fastnet-telefoni, hvor man tidligere skulle finde en telefonboks for at ringe. Det er faktisk heller ikke så lang tid siden, men nu er det en selvfølge.

     

    Jan Gantzler fra Bosch fremhæver, at selvom der har eksisteret batteridrevet værktøj i over 30 år, så var maskinerne tunge og klodsede, sammenlignet med i dag, ligesom runtime heller ikke var optimal, så på det tidspunkt var der mange håndværkere, der var skeptiske over for akku værktøj.

     

    - Bosch har faktisk altid været langt fremme på området og haft et stort program, ligesom vi har afprøvet sendt innovative løsninger på markedet som eksempelvis solcellelader. Men her kan man sige, at vi har været for langt fremme i forhold til markedet, efterspørgslen var der i hvert fald ikke. Sådan er det nogle gange: nogle gange er man for langt foran, og andre gange så rammer man den lige i ryggen, ligesom det skete med lithium-ion teknologien for omkring tyve år siden.

     

    Hvis man kan undgå ledningen, så gør man det

    Produktchef hos Milwaukee Thomas Møller har haft sin gang i virksomheden i 13 år, og han oplever, hvordan grænserne hele tiden rykker sig i forhold til hvilke maskiner, der kan køre på batteri.

     

    - Markedet efterspørger i høj grad batteri – alt skal på batteri! Der har altid været visse typer af værktøj, hvor man altid har sagt, at den her maskine kræver en ledning, men for hvert år bliver grænserne skubbet – og nye maskiner kører på batteri, fortæller Thomas Møller og fremhæver, at amerikanske Milwaukee først kommer hertil som brand i 2002, hvor man så til gengæld med lancering af lithium-ion batteriet giver startskuddet på det skifte:

     

    - Vores måske mest banebrydende lancering, var da vi introducerede lithium-batteriet på det danske marked tilbage i 2005. Det flyttede virkelig noget for håndværkerne, da man hermed havde samme ydeevne som ledningstrukket værktøj. Men sammenlignet med i dag var batterierne dog meget tunge, og maskinerne var store og klodsede. Udviklingen frem til i dag har ført til mindre maskiner og væsentlig mere kraft.




    Moderne værktøj giver mere mobilitet

    Marketingchef hos Festool Marcus Pettersson har fulgt udviklingen inden for værktøj i lang tid, og for ham er det slående, hvordan værktøjsproducenterne har gjort håndværkerne mere og mere mobile:

     

    - I Festool har vi gennem tiderne introduceret mange trendsættende produkter, som har givet en enklere og mere effektiv hverdag for den enkelte håndværker. Eksempelvis var vi alene med vores dyksav, som kan sænkes nemt og enkelt, hvilket betyder, at man bliver mere mobil i sit arbejde, da man ikke behøver at afslutte arbejdet på værkstedet – man tager den med sig ud på byggepladsen. - jeg vil være så fræk at påstå, at næsten 100 % af alle håndværkere har en Festool dyksav.

     

    Mobilitet er vigtigt på dagens byggeplads, og eksempelvis kap-geringssave er også blevet en fast bestanddel, da man hurtigt og enkelt kan få en god snitflade.

     

    - I Festool har vi haft fokus på at udvikle el-værktøj, som er håndterbare og giver en afgørende forandring for håndværkerne. Men det kan også ske ved mindre ting, som vores velkendte lysegrå værktøjskasse, Systaineren, som giver forskellige muligheder for at montere værktøj eller rulle værktøjskassen fremfor at bære værktøjet rundt, hvilket alt sammen er med til at lette byrden for håndværkeren. Værktøjskassen lancerede vi for 15 år siden, og vi var længe alene med det produkt, fortæller Marcus Pettersson og fortsætter:

     

    - Det er ofte de små ting, som er med til at lette arbejdsdagen. Hele spørgsmålet om god ergonomi er jo først blevet et tema i byggebranchen mange år senere, men i Festool har vi arbejdet med det i al den tid, jeg kan huske.

     

    For 10-15 år siden talte man slet ikke om støvfrit arbejdsmiljø, i dag er det også en væsentlig faktor da helbredet i større udstrækning er i fokus. Hos Festool har man i en del år udviklet støvsugere som overholder EU-støvklassificeringen L,M,H. Det er ikke nok, at filteret er rigtigt, hele støvsugeren skal være bygget til arbejdet med støvpartikler.

     

     

     

    ”Man køber sig frihed”

    Jan Gantzler fra Bosch fortæller, at Skandinavien er det største marked for akku-baseret værktøj, da ca. 60 % af alt solgt Bosch værktøj er batteridrevet værktøj.

     

    - Med batteridrevet køber man sig frihed, og det har været attraktivt for både private og professionelle. Der er faktisk et stort segment blandt private, der også vil have professionelt grej, og i virkeligheden kan man sige, at gør-det-selv-folk burde have det bedste værktøj – De har nemlig ikke rutinerne og kan ikke ligesom den professionelle håndværker kompensere, hvis der er ujævnheder i fladen el. lign., fortæller Jan Gantzler og fremhæver, at 3,6 volt maskinerne faktisk var udviklet til private, men da den var meget nem at håndtere, så benyttede håndværkere den også, og da virksomheden stod klar med en model til håndværkersegmentet, så var de klar med det samme, så man kan bruge den til visse typer af opgaver ved siden af andet værktøj.

     

    Hvad bliver det næste?

    - Kulfri motorer lanceredede Festool for over 10 år siden. En kulfri motor betyder, at den er helt elektronisk og derfor ikke har nogen mekanisk slidtage, såsom en almindelig motor med kulbørster. En kulfri motor er mere kompakt, bruger mindre strøm og har en længere levetid. Kombinationen med Festools smarte elektronik med overophedningsbeskyttelse samt høj kvalitets batterierne. Så har man en akku maskine med utrolig lang levetid, siger Marcus Pettersson og pointerer, at der i dag er andre faktorer end batteriet, som spiller en ligeså så afgørende rolle:

     

    - Lithium-teknologien har selvfølgelig spillet en overordentlig vigtig rolle i værktøjets udvikling i nyere tid, og fremadrettet vil det også handle om batteriteknologien, hvor man hele tiden arbejder på løsninger, der gør det enkelt og hurtigt for håndværkerne at anvende maskinerne – men meget afhænger også af maskinen. Så fra en producents perspektiv er det et komplekst marked, hvor mange faktorer såsom ergonomi, arbejdsmiljø og IoT (Internet of Things) spiller en væsentlig rolle.

     

    Gantzler fremhæver, at man i Bosch har udstyret mange akku-maskiner med kulfri EC-motor, som overfører 90 % af energien direkte, hvilket skal sammenlignes med, at visse kulmotorer kun overfører 50 %. Og når man spørger om, hvor udviklingen vil foregå inden for batterier, og bedre motorer, så er svaret, at der kommer mere kraft:

     

    - Hidtil har forbedringerne mest sket i forhold til volt-klassen og antal ampere-timer, men nu konkurrer vi på kraften, antallet af ampere. Og her har Bosch netop lanceret nye 80 ampere celler, som kan bruges til eksempelvis bajonetsav, kap- geringssav, vinkelsliber osv. Det er den samme type celler, som der er i en Tesla, og det er naturligvis ikke relevant til bore- og skruemaskine, hvor der i forvejen er rigeligt med kraft.

     

    Batteri teknologien kræver specialmaskiner, som er gearet til 80 ampere, og derfor har Bosch i samme moment introduceret nye maskiner til markedet, ligesom de nye celler medfører nye problemstillinger, fortæller Jan Gantzler:

     

    - Lithium-batterier kan ikke tåle temperaturer over 45 grader, og det kan være et problem, da mere kraft betyder mere varme. Her er det både ved brug og under ladning vigtigt med god beskyttelse af batteriet. Faktisk er en god lader i dag altafgørende for batteriets levetid, da den både skal kunne fjerne varmen og afkøle batteriet, når den sættes til ladning.

     

    Produktchef i Milwaukee Thomas Møller anerkender, at efterspørgslen på efterspørgsel på bedre batteri- og drift-tid fortsætter, ligesom værktøjet bliver mere og mere kompakt, og den udvikling ser Thomas Møller fortsætte i fremtiden.

     

    - Der er ikke noget, der tyder på, at vi er nået grænsen endnu i forhold til hvor kraftfuldt og kompakt, værktøjet skal være. Vi er de første, som har lanceret et 9,0Ah batteri – perfekt til netop de maskiner som man ellers ikke kunne forestille sig være batteridrevne for bare et år siden (f.eks. store kap-/gerringssave og en SDS-Max hammer).

     

     

    Bosch udvider borehammersortimentet med EC-motor med to særdeles kraftfulde maskiner: GBH 18V-26 Professional og GBH 18V-26 F Professional.

     

    I fremtiden bliver alt connected

    Når man spørger Jan Gantzler fra Bosch om fremtidens værktøj, så er der ingen tvivl om, at internet of things gør sit indtog i den her verden også:

     

    - Vi har et tæt samarbejde med udviklingsafdelingen i Tyskland, hvor jeg videregiver feed back fra de skandinaviske slutbrugere. Og fremadrettet vil der komme flere apps og elektronik indbygget i værktøjet. Der er i dag eksempelvis indbygget en kick-back funktion, hvor der en censor, der slår fra, hvis man er ved at miste grebet om værktøjet. Men der kommer også en Track-my-tool løsning, som gør det muligt at finde sit værktøj på byggepladsen, ligesom funktionen i sammenhæng med en indbygget pin kode- lås kan være med til at sænke tyveri på de danske byggepladser, siger Jan Gantzler, som også fremhæver, at der altid vil være en række forskellige parametre, når håndværkeren skal vælge sit nye værktøj:

     

    - Folk er forskellige. Mange vil gerne have den nyeste model, ligesom udseendet også kan spille en stor rolle. Og i sidste ende er holdbarhed jo alfa og omega – hvis holdbarheden ikke er i orden, så er alt andet ligegyldigt. Jeg ser noget værktøj, der kommer ind hos Bosch, som er blevet behandlet rigtigt dårligt – hvor folk har kørt videre for fuld tryk, selvom der nærmest står flammer ud af dem. Her er det vigtigt, at man kender sit værktøj, og derfor gør vi en dyd ud af at undervise i brugen også

     

    Produktchef hos Milwaukee Thomas Møller ser også den digitale del som meget afgørende for den nære fremtid inden for værktøj, hvor man via apps og bluetooth teknologi får nye muligheder for at spore, tilpasse og holde styr på sine maskiner.

     

    - Sidste år lancerede Milwaukee One-Key, som er det første digitale styringssystem til værktøj. Det giver en masse forskellige tilpasningsmuligheder, som eksempelvis at sætte omdrejningshastigheden ned, når man eksempelvis skal bruge en bajonetsav i rustfrit stål. Med One-Key kan håndværkeren vælge materialetype via en app og hermed få et bedre resultat og passe bedre på sit udstyr og tilbehør, fortæller Thomas Møller, som dog kan mærke en vis skepsis fra nogen i branchen, hvor ikke alle kan se potentialet endnu:

     

    - Mulighederne er nærmest uendelige, men ikke alle kan se fordelene endnu, og især den ældre generation har sværere ved at se hvad, de skal bruge det til. Men den yngre generation ser det som en naturlig udvikling, og om 5-10 år er det efter min mening standard. Man behøver ikke bruge teknologien, og prisforskellen mellem modeller med og uden One-Key er begrænset. Men vil man være fremtidssikret så anbefaler vi naturligvis, at man investerer i den nyeste teknologi.

     

    I dagens byggebranche er der mange opgaver, der er gentagelsesopgaver, og her kan det være en stor fordel at indstille sit værktøj præcis til den opgave, så man herved sparer tid og minimerer fejl. Der er også specialiserede firmaer, som eksempelvis facadefirmaer, der skal montere facadeplader med det helt rigtige moment og kraft for at undgå buler og sprækker, og her kan det være en stor fordel at kunne indstille sit værktøj automatisk, inden man går i gang. Her kan man sige, at den side af digitalisering måske ikke er så relevant for den lille tømrer, som laver alle mulige forskellige typer af opgaver, men i forhold til at bevare overblikket over sit værktøj, spore det eller låse det, så kan enhver virksomhedsejer se fordele:

     

    - Hele softwaredelen kan bruges til at give et overblik over ens maskiner: Hvem bruger det, hvornår og hvor? Det er et super redskab for entreprenører til at styre deres forretning, ligesom man kan bruge det til at generere rapporter til dokumentation, hvilket vi ser mere og mere af, siger Thomas Møller, der kan fortælle, at man via Milwaukees sporingsfunktion har kunnet sende placeringen på en stjålet varevogn med værktøj i videre til politiet.

     

     

    - Det her bliver bare større og større fremover, og det kommer vi til at arbejde med i mange år, ligesom det kommer til at ændre den måde, vi ser på værktøj. Som eksempel kan jeg nævne, at de første brugere, som har anskaffet sig One-Key, gratis har kunnet opgradere med nye funktioner, så der både er kommet en sporingsfunktion og en låsefunktion til. Det er en ny måde at tænke på, hvor man ikke behøver købe det nyeste værktøj, men hvor softwaren bliver opdateret løbende, fortæller Thomas Møller og slutter af:

     

    - Om 20 år er jeg sikker på, at næsten alt værktøj er batteridrevet, og det er trådløst forbundet. Bare se på hvor meget, der er sket de seneste 15 år. Dengang ville det lyde direkte vanvittigt, hvis man sagde, at i fremtiden ville vi kunne styre værktøjet via vores telefoner.

     

    Hilti har netop lanceret Hilti ON!Track Asset Management - et værktøjsstyringssystem, der gør det let at få fuldt overblik over alt værktøj og materiel fra alle producenter uanset type og størrelse. Hilti ON!Track bruger RFID mærker (Radio Frekvens Identifikation), som alle typer af værktøj kan mærkes med. En robust scanner opfanger alt mærket udstyr i en afstand på op til 1,5 m. Dette gør det muligt, at hele grupper af udstyr kan identificeres på få sekunder. Det gør det lettere og hurtigere at optælle lageret samt identificere det enkelte stykke værktøj inklusive batterier, tilbehør og forbrugsvarer.

     

     
    Anbefalede artikler