logo

Større vidensdeling og publikumsinddragelse

Danmarks største grønne fagudstilling åbner igen dørene for besøgende i Slagelse. Håbet er denne gang, at overgå den store succes fra 2015, ved tiltag som flere faglige foredrag, en særlig publikumspris, en nyhedsrangering for maskinleverandørerne og en præsentation af et nyt forskningsprojekt.

 

Tekst af Alexander Tengbjerg

 

Der er sket meget siden 1992, hvor Have & Landskab første gang blev afholdt, med 3.000 besøgende og 88 udstillere. I dag forventes det, at udstillingen vil få besøg af mere end 11.000 gæster, der repræsenterer alle grene indenfor den grønne branche. Udstillingen vil løbe af stablen fra den 30. august til den 1. september i Slagelse.

 

Spørger man Palle Kristoffersen, der er bestyrelsesformand for Have & Landskab, slotsgartner og adjungeret professor ved Københavns Universitet, skyldes opbakningen til udstillingen, at den samler en stor og varieret branche under et tag:

 

- Alle der har en fod indenfor den grønne branche kan være med, og er de i høj grad også. Maskinleverandører og planteskoler står side om side og deler viden og erfaring med hinanden og gæsterne. Der er dele af branchen, som skovsektoren, der ikke har sin egen udstilling, men som har mulighed for at blive ordentligt repræsenteret hos os.

 

Læs mere om Entreprenørmateriel

 

Større vidensdeling

I 2015 introducerede man Fagligforum, hvor flere af branchens eksperter kunne dele ud af deres viden, hvilket blev et populært tilløbsstykke på udstillingen:

 

- Vi har i år udvidet Fagligforum, så der nu kommer endnu flere foredrag end sidst. Et stort udvalg af fagets spidser vil få en halv time til rådighed, hvor de hver især kan få lov at formidle deres viden og erfaringer. Foredragene er gratis og vil køre alle dagene og giver en god mulighed for at udvide ens faglige horisont, foruden det store netværk af besøgende og udstillere man kan tage en snak med, fortæller Palle Kristoffersen.

 

Man får også mulighed for at se offentliggørelsen af et forskningsprojekt om buskbeplantninger, som over årene vil udvikle sig sammen med udstillingen. Anlægsgartnerelever fra Selandia har ryddet et gammelt læhegn mellem udstillingsarealerne Strøget og Parken, hvor planteskolernes stande kommer til at stå. Her har eleverne og forskere fra Københavns Universitet etableret en række bede med forskellige buskbeplantninger, som de besøgende kan vurdere resultaterne af under selve udstillingen.

 

En publikums- og en innovationspris

Som et helt nyt tiltag præsenterer Have & Landskab en særlig publikumspris. Her vil alle udstillingens gæster kunne stemme på et bredt udvalg af bænke:

 

- Bænkene bliver bedømt på parametre som design, komfort og funktionalitet. Vi har bænke placeret på forskellige hotspots i udstillingen, hvor gæsterne kan prøve dem i praksis og undersøge alt fra materialevalget til håndværket bag dem. Herefter vil vinderbænken blive kåret til en officiel ceremoni på udstillingens sidste dag, fortæller Dina Overgaard, der er udstillingsleder for Have & Landskab.

 

Der vil også være et ekspertudvalg, som rangerer maskinnyhederne fra Maskinleverandørernes medlemmer indenfor kategorierne firmanyhed, danmarksnyhed og verdensnyhed. Udvalget vil desuden tildele en af nyhederne “Maskinleverandørernes Innovationspris”, som især vil blive bedømt ud fra dens funktion, ergonomi og miljø.

 

Læs mere om Entreprenørmaskiner

 

Ny profilering af udstillere

Ifølge Dina Overgaard er der også blevet sat større fokus på at synliggøre udstillerne:

 

- Vi har optimeret vores hjemmeside, så man får et bedre indtryk af alle vores udstilleres profil. Her kan de igennem billeder og videoer præsentere sig selv og de serviceydelser eller produkter, som de ønsker at vise frem på udstillingen. De vil kortsagt blive mere synlige. Det er også en stor fordel for vores gæster, der kan danne sig et bedre overblik over udstillingen, inden at de besøger den. Som noget nyt har vi også delt udstillingen op i sektorer med hvert sit tema. Det vil sige, at man får mulighed for blandt andet, at besøge Torvet, Parken, Strøget og Skoven. I hvert af disse områder har vi skabt et særpræget miljø, der fremhæver den enkelte udstillers styrker og spidskompetencer, såvel som sætter dem ind i en branchekontekst.

 

Bygge- & Anlægsavisen

Tilmeld nyhedsbrev

Udkommer ugentligt, og indholder branchenyt, artikler samt adgang til den nyeste avis

Service
Læs avisen online
Nyheder i din mailboks
Bygge & Anlægsavisen
Kontakt 
Medieinformation
Tip redaktionen!
Annoncer
www.bygge-anlaegsavisen.dk
Nyheder
Nybyggeri og renovering
Produktnyt
Motor/Transport
Profiler
Messer




Bygge- & Anlægsavisen

Bredgade 36. 1. Sal - Forhuset                               
1260 København K
CVR: 28890346
 
Telefontider:
Mandag - Fredag:    09.00 - 16.00
Hovednummer:     +45 3344 5555