<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1
Annonce

Monster-niche: De forvandler skoven til kompost og vejen til grus

  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Byggepladsen
  • Landskab
  • Anlæg
  • 2017-06-21
  • | Af Frank Ulstrup

    Gilleleje-virksomheden NST Have & Anlæg fandt sin niche i yderlighederne. I dag monterer far og søn eksotiske og fredfyldte orangerier med den ene hånd og leverer skånselsløs nedknusning af vej og skov med den anden.

    Den rydder slagmarker for panserminer og æder velvoksne træstammer og asfalt, som var det saltstænger og blødkogt lasagne.

     

    Det går ikke stille for sig, når Mick Christensen, der er den yngste del af far og søn firmaet, NST Have & Anlæg, sætter sig op i sin John Deere og slår kraftoverføringen til.

     

    På traktorens liftarme hænger nemlig den 4,2 tons tunge FAE-Knuser, der stort set kan pulverisere alt på sin vej.

     

    Når man taler med Mick Christensen er man da heller ikke i tvivl om, at det er verdens fedeste maskineri ham og faderen investerede i for godt et års tid siden, og som siden da konstant har været på farten i Nordsjælland og hovedstadsregionen.

     

    - Producenten har dokumenteret, at den kan bruges til at rydde landminer med, så jeg indrømmer det blankt: Det er en ekstremt kraftfuld og vanvittigt fascinerende maskine at have med at gøre. Hvis vi ingen kunder havde, havde jeg sikkert kørt rundt med den et eller andet sted med den alligevel, griner Mick Christensen.

     

     

    Ringer fra Jylland

    Men heldigvis for vejvæsenet og de nordsjællandske skovejere er der masser af kunder, der frivilligt stiller skov og vej til rådighed for NST Have & Anlæg. Faktisk er man blevet ringet op helt fra Jylland, fortæller Mick Christensen.

     

    - Det handler om, at maskinen både er en gren- og stenknuser, og det er lidt usædvanligt. Traditionelt kører man først med én maskine, der knuser grenene og efterfølgende med én, der tager sig af stenene. Med vores knuser, der har stenresistente tænder, kan vi derimod pløje igennem det hele med samme maskine, og dermed ofte gøre det til den halve pris i forhold til traditionel rydning.

     

    Og sammenligner man med traditionel skovrydning med motorsav og gravemaskiner, er fordelene endnu større. Den italiensk producerede knuser efterlader nemlig intet affald, som det ellers kan være bekosteligt at slippe af med.

     

    -På en almindelig byggegrund på 1000 m2 kan det let koste 10.000 – 15.000 kr. at komme af med rødderne alene, da de skal deponeres. Med knuseren findeler vi i stedet materialet, så det nærmest fremstår som flis blandet med jord. Det betyder også, at mange af de anlægsgartnere, som er begyndt at hyre os ind, sår græs næsten direkte bagefter, siger Mick Christensen, og tilføjer, at knuseren i én arbejdsgang fræser jorden helt ned i 40 cm dybde.

     

    Gammel asfalt bliver til nyt bærelag

    Ud over de private kunder har også juletræsproducenter, godser, entreprenørvirksomheder og kommunerne fået øjnene op for den nordsjællandske terminator. For sidstnævnte handler det ofte om veje, der skal omlægges – og naturligvis gerne så billigt som muligt.

     

    - Der knuser vi simpelthen asfalten, som efterfølgende udgør et solidt bærelag for den nye vej. Dermed slipper klienterne for alle udgifter i forbindelse med at skulle grave asfalten op og få den bortskaffet.

     

     

     

    Skulle være sjovt og anderledes

    Mick Christensen fortæller, at ham og hans far startede virksomheden for ca. ni år siden som en traditionel bredt favnende anlægsgartnervirksomhed. Men lysten til at specialisere sig har hele tiden været der.

     

    - Vi har hele tiden gerne villet lave noget, der var sjovt og anderledes, så i dag er knusning blevet den ene store del af forretningen, mens den anden del handler om væksthuse og orangerier. Der er vi blevet certificerede montører og laver også alt det omkringliggende i form af belægninger og beplantning. Det er en rigtig god kombination – nærmest fra den ene yderlighed til den anden, siger Mick Christensen, der ikke lægger skjul på, at han er glad for udviklingen, hvor det udelukkende er ham, der knuser sten, træer og asfalt.

     

    - Mellem os sagt så tror jeg, at min far er lidt bange for det der maskineri. Men det betyder bare, at vi ikke skal slås om at køre den, så det passer mig aldeles glimrende, lyder det storsmilende fra Mick Christensen.

     

     
    Anbefalede artikler