<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Fra drøm til DRA

  • Byggepladsservice og Udlejning
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Byggeriets udvikling
  • 2015-05-18
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Dansk Byggeri havde en drøm om at forbedre kvalitet, miljø og arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen. Det arbejde er foreløbigt kulmineret med 10 DRA-certificerede virksomheder og 10 mere på vej. I den forbindelse har Bygge- & Anlægsavisen talt med den projektansvarlige hos FORCE Technology, Søren Gothil Hansen, som nu takker af og giver stafetten videre.

     

    Du har været projektansvarlig siden 2010. Hvordan startede det hele?

    - Ønsket kom fra Dansk Byggeris Materielsektion. De ville videreudvikle idéerne i Lift- og Maskinkontrolordningerne til en endnu mere ambitiøs certificeringsordning. Der var et ønske fra medlemmerne: De ville være bedre og kunne dokumentere, at de gør det bedre. Jeg kom med et bud på, hvordan FORCE Technology ville gribe en certificeringsordning an. Kort tid efter fik vi opgaven. Det første år havde vi Maskinkontrollen, det andet år vandt vi Liftkontrollen. For lidt over 3 år siden startede vi op med både kontrol- og certificeringsordning. Alle kan bliver DRA-certificerede – også ikke-medlemmer af Dansk Byggeri.

     

    Hvad har været det bedste?

    - Det super fede er, at virksomhederne kan se, at det har været anstrengelserne værd. At deres virksomhed vinder ved, at de arbejder systematisk med deres processer. At der er en klar forståelse internt for, at alle skal arbejde på den samme måde med den samme slags opgave. Uanset hvor i landet de er. Arbejdsmiljøet er blevet mere synligt og har nok fået mere opmærksomhed fra ledelsen.

     

    - Alle de virksomheder, jeg har talt med det sidste års tid, er meget positive. Ledelsen kan se fordelen ved at gøre det. Nogle steder er der dog stadig en vis skepsis blandt de menige medarbejdere. Men jeg kan mærke forskellen. At almindelige medarbejdere kan bringe fokus på emner og udfordringer fra gulvet og op på ledelsesplan. Værkstedet har fået en direkte linje til ledelsen. I stedet for at det bare er brok, kan man påvirke virksomheden.

     

    Hvor har det været svært?

    - En af de sjove ting er, at når et ledelsessystem bliver indført i en 5 mands virksomhed. De holder et møde og så er dét implementeret. I den store virksomhed er implementeringen langt sværere. Der er en stor organisation, og de er måske geografisk spredt. Her er det super vigtigt med god kommunikation. Gevinsten er også dét større, fordi de har meget bedre styr på deres forskellige afdelinger. Fx indkøb af kemikalier. Nogle rengøringsmidler er meget aggressive – både for mennesker og maskiner. I nogle virksomheder har folk købt "det vi plejer". Her har DRA givet en kæmpe gevinst for arbejdsmiljøet, fordi vi får et system, der gør op med at købe "det vi plejer". Det har givet et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne og en ensartethed i hele virksomheden.

     

    Hvad skal du nu?

    - Jeg skifter fra at være afdelingschef og bliver vice-divisionschef i FORCE Technology. Jeg kommer til at arbejde med forretningsudvikling og strategi. Medarbejderne forstår godt virksomhedens strategi, men ikke altid, hvad deres rolle er. Eller hvordan deres afdeling har plads i koncernstrategien. Min rolle bliver at hjælpe afdelingerne med at få defineret og have fremdrift i deres udviklingsprojekter. Så på sin vis fortsætter jeg arbejdet med at skabe og udrulle systemer, der hjælper medarbejderne og virksomheden med at yde deres bedste.

     

    Hvad giver du videre?

    - At vi er lykkedes med det. Processen med at gå fra skepsis og "hvad er det vi får ud af en certificeringsordning? ". Nogle så det nok som et nødvendigt onde. Og til at både ledere, ejere og menige medarbejdere fortæller om de fordele, de har ved det her. De bliver mere professionelle. Det synes jeg har været fantastisk. Forståelsen og indstillingen til, hvad et kvalitetsledelsessystem kan gøre for en virksomhed. At vi har lavet et stykke arbejde, der giver dem værdi og gør en forskel for dem.

     

    Hvad er den største succeshistorie?

    - For nylig hørte jeg, at det for første gang var skrevet ind i et udbudsmateriale, at virksomheden skulle være enten ISO- eller DRA-certificeret. Så har vi nået målet om at få DRA anerkendt.

     

    Niels Kjær – du overtager efter Søren. Hvordan vil du bringe DRA videre?

    - Jeg har det sidste år været involveret i DRA og har arbejdet med bygge og anlæg samt ledelses- og kvalitetssystemer de sidste 15 år, så vi har et godt overlap. Jeg ser DRA som værende i sin vorden. Som Søren siger, så har vi set det første udbud, hvor virksomheden skal være DRA-certificeret. Og dér skal vi være klar til at tage det næste ryk. Det vigtigste bliver at sikre, at vores organisation er i stand til at certificere alle de virksomheder, som vil det.

     

     

    Fakta om DRA

    DRA står for Danish Rental Association. DRA-certificeringen blev etableret af Materielsektionen i Dansk Byggeri i 2010. En DRA-certificering kræver, at materieludlejeren lever op til procedurer og standarder for kvalitetsstyring, miljøstyring og arbejdsmiljø. Det uafhængige kontrolorgan, FORCE Technology, står for certificering og kontrol.

    DRA-certificeret materiel skal gennem et omfattende sikkerheds- og kvalitetseftersyn på et godkendt værksted en gang om året. Desuden bliver der i løbet af året gennemført et stort antal stikprøvekontroller.


    Selvkørende entreprenørmaskiner, personlifte, skurvogne & pavilloner, forskalling, stilladser, arbejdsplatforme, løftegrej og elektrisk håndværktøj, der er omfattet af lovpligtig kontrol, kan blive DRA-certificerede.

    Dansk Byggeri anbefaler DRA-certificeringen, fordi den er med til at forbedre kvalitet, sikkerhed, miljø og arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen.

     

     
    Anbefalede artikler