logo

Erfaringer og viden deles på Kloakmessen

Kloakmessen er på ganske får år blevet en stor succes. Som da den første gang blev afholdt, er målet igen at samle branchen under et tag, hvor man kan diskutere og dele viden på kryds og tværs. Det er brancheforeningen Danske Kloakmestre, der har skubbet på for at få stablet Kloakmessen på benene, og bestyrelsen ser igen i år frem til at byde kollegaer fra hele landet indenfor.

 

Tekst af Alexander Tengbjerg

 

Kloakmessen 2018 står for dørene, og igen bydes alle fagfolk indenfor i Messe C, Fredericia, hvor man kan møde mere end 100 udstillere fordelt på 8.000 kvm fra den 25.-26. januar. Bag messen står Danske Kloakmestre, og Bygge-& Anlægsavisen har mødt bestyrelsesmedlem og kloakmester Mikael Skov til en snak om visionerne bag messen og en af fremtidens store udfordringer på kloakfronten.

                                                                                                                    

Hvad fik jer til at arrangere en kloakmesse for godt fire år siden?

- I Foreningen Danske Kloakmestres bestyrelse mente vi, at der manglede en stærk messe for branchen, hvor man kunne mødes på kryds og tværs og udveksle viden, ideer og erfaringer. Vi havde haft små messer forinden med et par udstillere, foredrag og producenter. Der viste sig hurtigt en stor interesse og opbakning for dette, og efter noget tid kom vi i kontakt med folkene bag Messe C i Fredericia. Takket være et godt samarbejde med dem fik vi stablet den første kloakmesse på benene, og siden da er det kun gået fremad.

 

Læs mere om Fagmesser

 

Stemningsbilleder fra Kloakmessen 2016.

 

Hvad håber I at få ud af Kloakmessen?

- Lige siden vi startede Kloakmessen i 2014 var vi enige om, at det skulle være en dedikeret fagmesse, hvor alle dele af kloakbranchen var stærkt repræsenteret. Men vi ønskede også, at de unge og muligvis kommende kloakmestre skulle være en aktiv del af messen. Der er utroligt meget arbejde til de danske kloakmestre, men meget få nyuddannede, så vi håber, at messen kan bidrage til at vise alle de spændende facetter af vores arbejde til de unge mennesker. Der er jo stadig dem der tror, at vores arbejde består af at rode i rør med lort, men det er sgu langt fra virkeligheden, griner Mikael Skov og fortsætter:

- Manglen på nye unge kloakmestre er vitterligt et af branchens største problemer. Derfor har vi i Danske Kloakmestre også lanceret siden Skideligeglad, hvor unge lærlinge fortæller om de spændende opgaver, de støder på i deres daglige arbejde og de fremtidsmuligheder, der følger med en uddannelse som anlægskonstruktør. Ja så har vi også på samme hjemmeside lavet en lærlinge jobbank, hvor man kan se dem af vores medlemmer, der søger lærlinge.

 

Har DM i kloak også til hensigt at få flere til at søge mod at blive kloakmester?

- Ja da, en af kategorierne er for elever, og her er det jo fantastisk at se de nye unge talenter dyste om vindertitlen og dertilhørende præmier. På den måde får vi skabt nye unge talenter, der kan lede andre unge ind på samme spor. Men der er jo også en kategori for både rørlæggere og kloakmestre, så det er i det hele taget bare en spændende dyst for vores branche, der hylder det gode håndværk.

 

Stemningsbilleder fra Kloakmessen 2016.

 

Et emne, der efterhånden fylder mere og mere, er klimasikring, og her spiller Danske Kloakmestre jo en vigtig rolle. Vil man kunne lære mere om netop klimasikring på messen?

- Ja naturligvis. Som sagt er messen jo også tænkt som et sted hvor vi hver især kan mødes og udveksle viden. Samtidigt er der jo både store og små udstillere, der hver især har specialiseret sig i forskellige områder indenfor klimasikring.

 

Læs mere om Klimasikring

 

Er kloakmestrene som helhed klar til fremtidens klimaudfordringer?

- I forhold til klimasikring har vi i Danske Kloakmestre været proaktive og med helt fra starten, så ja det mener jeg. Vi har i samarbejde med Naturstyrelsen været med til at skabe et tilbud om gratis klimatjek, hvilket 200 af vores medlemmer kan give. Der er jo også kommet en uddannelse på Teknologisk Institut, der underviser i, hvad man bør undersøge under et klimatjek. Jeg ville godt nok ønske at flere af vores medlemmer bakkede op om vores klimasikringskampagner og tog kurset som det fra Teknologisk Institut, men det skal nok komme. Jeg har selv lavet klimatjek og har lært meget af kurserne, og jeg mener, at det er en god ting at kunne tilbyde sine kunder, da man næsten altid kan finde nogle områder, man kan forbedre.

Bygge- & Anlægsavisen

Tilmeld nyhedsbrev

Udkommer ugentligt, og indholder branchenyt, artikler samt adgang til den nyeste avis

Service
Læs avisen online
Nyheder i din mailboks
Bygge & Anlægsavisen
Kontakt 
Medieinformation
Tip redaktionen!
Annoncer
www.bygge-anlaegsavisen.dk
Nyheder
Nybyggeri og renovering
Produktnyt
Motor/Transport
Profiler
Messer




Bygge- & Anlægsavisen

Bredgade 36. 1. Sal - Forhuset                               
1260 København K
CVR: 28890346
 
Telefontider:
Mandag - Fredag:    09.00 - 16.00
Hovednummer:     +45 3344 5555