logo

En miljøvenlig og brugsorienteret franskmand

Peugeot

Peugeot EXPERT er årets varebil i 2017 og fik 5 stjerner i EuroNCAP. Med et større fokus på funktion end form lever den ikke op til klassiske fordomme om franske biler.

 

Tekst af Kasper Boye

 

Jeg henter den nærmest splinternye Peugeot EXPERT hos forhandleren på Roskildevej i Glostrup. Det giver mig en lille halv times køretur, inden jeg skal samle den egentlige testkører op på Københavns Universitet på Amager. Som journalist kører jeg sjældent varevogn, så jeg får hurtigt testet den vigtigste funktion: vognbaneassistenten. Den virker upåklageligt, og den store kabine skaber tryghed og overblik. Det giver mig ro til at teste en anden vigtig funktion: musikanlægget – for hvordan kan man køre på motorvej uden?

 

Jeg kører ud på motorvejen – på vej mod KUA, hvor formand Max Sørensen fra M.J. Eriksson har lovet at kaste et professionelt blik på bilen.

 

M.J. Eriksson er halvvejs igennem et 18 måneder langt projekt, der indeholder nyt cykelanlæg og grønne områder for de studerende på KUA 3. Som formand kører Max ikke så meget i varevogn længere, for der er natlevering fra Stark, og han skal egentlig bare bruge sin laptop til at lave sit arbejde.  

 

Læs mere om Transport

 

Smurt ind i udstyr

Men han har 90 kilometer til og fra arbejde hver dag, så han ved noget om at sidde i en bil. For tiden tager han turen i en låne-Peugeot, men Max er mere til tyske biler, og han og de andre på pladsen har grinet over, at han skulle ud og prøvekøre sådan en lille Peugeot-knallert i dag, som han kalder det. Max har to gamle pick-ups, blandt andet en Chevrolet fra 1955, der ”koster et godt hus på Møn”, så han er vant til lidt tungere materialer.

 

Men første indtryk er, at den faktisk kører rigtigt godt. Den har et behageligt gearskifte, siger han, og han har alle funktioner lige ved hånden. Det kan han godt lide, for med 180 kilometer i en bil om dagen, kan han ikke længere undvære fartpilot – eller noget andet ekstraudstyr for den sags skyld.

 

- Der er ikke automatgear i den, men derudover kan du nok ikke finde mere ekstraudstyr at losse ind i den. Den er rimelig godt smurt ind. Det er dejligt, hvis man er grejnørd. Man skal ikke gå ned på udstyr. Det gør vi heller ikke, når vi arbejder. Hvis nogen har en god grund til at vi skal have en skruemaskine, der kan lidt ekstra, så er det da det, vi skal have. Man arbejder ikke bedre end det grej, man har.

 

Fra KUA er vi kørt rundt i cirkler i indre by, inden Max tager den ud på motorvejen for ordentligt at teste dens kvaliteter.

 

Læs flere Tests af varevogne

 

Et sted mellem Avedøre og Amager begynder det at styrtregne, og han er hurtig til at finde og slå den aktive vinduesvisker til. Den slags tekniske hjælpemidler lader chaufføren fokusere på det vigtigste: at køre bilen.

 

- Man bliver mere koncentreret. Man kan tillade sig at snakke samtidig. Man er mere fokuseret, når man ikke skal sidde og rode med viskeren. Det er fint, at man bruger teknikken, når nu den er der. Det skal også være rart at køre bil.

 

Peugeot

Max Sørensen fra M.J. Eriksson foran Peugeot Expert

 

Fem motorvarianter

Peugeot EXPERT er udstyret med en 2 liters motor med 150 hk og 370 Nm. Den fås i fem varianter af den nye BlueHDI-motor, der sikrer lav CO2-emission og lav grøn afgift. Der kan vælges mellem 6-trins manuel og automatgear. Den trækker 2.500 kilo på krogen og har en lasteevne på lidt over et ton.

 

Prisen starter ved 149.990 kr. (ekskl. moms) for udgaven med 5-trins manuelt gear, mens startprisen er 211.990 kr. for automatgearudgaven med 180 hk. Den kommer i 3 størrelser: L1 med 4,6 kubikmeter varerum, L2 på 5,3 og L3 på 6,1. Den testede model kom med håndfri elektrisk åbning af skydedøre, fleksibel indretning med ModuWork, der giver mulighed for en 4 meter lang last, automatisk nødbremse, aktiv fartpilot, headup-display, vognbaneassistent og skiltegenkendelse.

 

Det er en brugsbil

Gode spejle giver et godt overblik fra kabinen over den relativt store bil. Førersædet har samme kørestilling som i en personbil, oplyser Peugeot, og Max er også meget tilfreds med komforten.

 

- Som regel er der ikke plads til stængerne, og der er dårligt nok plads til sidemanden, men her kan man sagtens være tre.

 

Mens man sidder godt, halter det lidt med det æstetiske udtryk, mener Max. Han går ikke kun op i udstyr, han går også op i udseende, og her lader Peugeoten lidt tilbage at ønske.

 

- Det er plastic. Det er lidt hårdt og koldt, siger han.  

 

Han vedkender sig dog, at det er en arbejdsbil, der skal kunne tåle lidt af hvert.

 

- Det er jo en brugsvogn, og det skal man også huske. Der er læder på forkanten af sæderne, og nu sidder jeg selv i arbejdsbukser i dag, og det er en fed ting, for det skal være nemt at vedligeholde og tørre af. Samtidig er det lavet, så det ser pænt og lækkert ud. Det er imødekommende, når man kommer ind, men det bærer stadig præg af, at det er en arbejdsbil, og det skal det jo være.

 

 

Fakta som den testede model:

Peugeot EXPERT Premium L2 2.0 BlueHDi 150 hk

Tophastighed km/t

Brændstoføkonomi km/l 18,9

CO2 g/km 139

Peugoet EXPERT fås fra (ekskl. moms) kr.

Bygge- & Anlægsavisen

Tilmeld nyhedsbrev

Udkommer ugentligt, og indholder branchenyt, artikler samt adgang til den nyeste avis

Service
Læs avisen online
Nyheder i din mailboks
Bygge & Anlægsavisen
Kontakt 
Medieinformation
Tip redaktionen!
Annoncer
www.bygge-anlaegsavisen.dk
Nyheder
Nybyggeri og renovering
Produktnyt
Motor/Transport
Profiler
Messer




Bygge- & Anlægsavisen

Bredgade 36. 1. Sal - Forhuset                               
1260 København K
CVR: 28890346
 
Telefontider:
Mandag - Fredag:    09.00 - 16.00
Hovednummer:     +45 3344 5555