logo

DM i Skills er lige om hjørnet – og næste skridt på vejen…

Frederik Pedersen fra Nørresundby Frederik Pedersen uddanner sig til automatiktekniker på TECHCOLLEGE i Aalborg

 

Torsdag den 18. januar løber håndværkskonkurrencen DM i Skills af stablen for ottende gang. Dermed tages endnu et skridt i forsøget på at genoprette erhvervsuddannelsernes image.

 

Tekst af Frank Ulstrup

 

I det stenrige og gennemindustrialiserede alpeland, Schweitz, tager 70 % af en ungdomsårgang en erhvervsuddannelse. I Danmark er det tilsvarende tal 18 %.

 

Bestyrelsesformand i SkillsDenmark og uddannelseschef i Dansk Byggeri, Jesper Juul Sørensen, nævner tallene som et bevis på, at det sagtens kan være hot at tage en erhvervsuddannelse til f.eks. murer, tømrer eller frisør. Så hot, at det er det, flertallet vælger.

 

Men i Danmark er erhvervsuddannelserne med Jesper Juul Sørensens ord blevet talt ned siden starten af 1990’erne, så de ikke længere har samme prestige som tidligere. Og det er en rigtig trist udvikling, siger bestyrelsesformanden.

 

- De sølle 18 %, der søger ind i Danmark, betyder jo, at vi i øjeblikket oplever mangel på faglært arbejdskraft, og at den mangelsituation vil blive rigtig udtalt efter 2025. Derfor er det afgørende vigtigt, at vi får vendt trenden, og får vist de unge, at en erhvervsuddannelse er et rigtig godt valg.

 

Læs mere om Fagmesser og Events

 

Nye fag og flere deltagere

Og det er naturligvis i det lys, det skal ses, når lidt over 300 unge 18. – 20. januar mødes i MCH Herning til DM i Skills. Når deltagerne fra ikke færre end 42 forskellige fag kaster sig ud i konkurrencen, handler det om at åbne de unges øjne for, at gymnasiet ikke er eneste lyksaliggørende vej.

 

Der er da også en del, der tyder på, at Jesper Juul Sørensen og de mange organisationer og skoler, der står bag arrangementet, har fundet en brugbar opskrift. I hvert fald kan de konstatere, at der aldrig har været så mange deltagere og at fagrækken i år er udvidet med både urmager og alubygger. 

 

Dertil kommer det, det hele handler om, siger Jesper Juul Sørensen:

 

- Vi har også med glæde kunnet konstatere, at antallet af ansøgere til erhvervsuddannelserne i de byer, hvor vi tidligere har afholdt DM, har været stigende året efter. Det tyder jo på, at det har en umiddelbar effekt, siger han og peger på besøgstallene, der heller ikke fejler noget. Sidste år i Aalborg valgte ikke færre end 60.000 personer nemlig at besøge arrangementet.

 

Bestyrelsesformand for SkillsDenmark og Uddannelseschef i Dansk Byggeri, Jesper Juhl Sørensen

 

En vedvarende effekt?

Trods det er Jesper Juul Sørensen kun forsigtig optimist. Den større søgning til uddannelserne i Skills-byerne, kan meget vel være midlertidig, for det tager tid at ændre traditioner og opbygge image. Af samme grund spiller SkillsDenmark på flere strenge.

 

- Vi har eksempelvis Skills Stafetten, der er en konkurrence, hvor 8-klasseselever dyster mod hinanden i forskellige praktiske opgaver. Konkurrencen afholdes i hele Danmark, og eleverne kan så kvalificere sig til den store Skills Stafet-finale i MCH i Herning, fredag den 19. januar, fortæller han og tilføjer, at man i har haft ikke færre end 50.000 deltagende.

 

Læs mere om Byggebranchens udvikling

 

Med hus og ejerlejlighed

Skills Stafetten, der indgår som led i 8. klasse elevernes introduktionskurser til ungdomsuddannelserne, har præcis det samme formål som det ”rigtige” DM i Skills, nemlig at promovere erhvervsuddannelserne og forhåbentlig få sendt nogle talentfulde lærlinge og elever af sted afsted til både EuroSkills og WorldSkills.

 

I sidste år lykkedes det ganske flot, da 15 unge danskere tog til WorldSkills i Abu Dhabi. Men ud over selve konkurrencen og rejsen burde de unge menneskers private forhold også få en og anden til at overveje en erhvervsuddannelse, smiler Jesper Juul Sørensen.

 

- Omkring halvdelen af dem boede enten i deres eget hus eller i en ejerlejlighed, og de er vel at mærke kun 20 - 22 år gamle. Det siger både noget om, at de er ekstremt dygtige, men også at der er et stort potentiale i en erhvervsuddannelse. Ud over masser af fast arbejde, er der jo også rigtig gode muligheder for at rejse eller læse videre.

 

Dansk Byggeri: 107 nye lærepladser til kommende håndværkere – læs listen over praktikpladser her

 

Politisk bevågenhed

De 15 danske deltagere i WorldSkills er da også blevet hædret på behørig vis, og er bl.a. blevet inviteret på visit hos undervisningsminister Merete Riisager.

 

At det er selvsamme minister, der den 18. januar åbner arrangementet i Herning, og at det er statsminister Lars Løkke Rasmussen, der står for præmieoverrækkelsen, siger også noget om det politiske fokus, der er på erhvervsuddannelserne. 

 

- Der er en erkendelse af, at det er et område, vi skal tage alvorligt, hvis vi ikke skal havne i en meget akut mangelsituation om ganske få år. Med DM i Skills tager vi nu for ottende gang et skridt i den rigtige retning, og håber at inspirere endnu flere unge til en uddannelse med fremtid i, lyder det fra Jesper Juul Sørensen.

Bygge- & Anlægsavisen

Tilmeld nyhedsbrev

Udkommer ugentligt, og indholder branchenyt, artikler samt adgang til den nyeste avis

Service
Læs avisen online
Nyheder i din mailboks
Bygge & Anlægsavisen
Kontakt 
Medieinformation
Tip redaktionen!
Annoncer
www.bygge-anlaegsavisen.dk
Nyheder
Nybyggeri og renovering
Produktnyt
Motor/Transport
Profiler
Messer




Bygge- & Anlægsavisen

Bredgade 36. 1. Sal - Forhuset                               
1260 København K
CVR: 28890346
 
Telefontider:
Mandag - Fredag:    09.00 - 16.00
Hovednummer:     +45 3344 5555