<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

BAR transport og engros: ”For mange håndværkere er ikke gode nok til at sikre deres last"

  • Varevogne og Transport
  • Byggeriets udvikling
  • 2016-10-18
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Ifølge Kjeld Hougaard Jensen, miljøkonsulent i 3F Transportgruppen og Branchearbejdsmiljørådet for Transport- og engros, så er der et stort antal håndværkere med åbne biler, eksempelvis trailers og pickups, som ikke sikrer deres last ordentligt, og herved risikerer de frakendelse af kørekortet.

    Lovgivningen lyder, at lasten i åbne biler – dvs. trailers og pickups – skal fastgøres, så den ikke kan skubbes eller flyttes i forbindelse med vindbelastning og ekstrem kørsel, såsom undvigemanøvrer og kraftige opbremsninger. Kjeld Hougaard Jensen, miljøkonsulent i 3F Transportgruppen fortæller i den forbindelse:

     

    - Der er rigtig mange kørekort i fare. Jeg pendler dagligt fra Helsinge til København, og her til morges spottede jeg på en halv times køretur fire tilfælde, hvor lasten ikke var sikret godt nok. Det er dumt, for det er ret nemt for politiet at se, og de slår ret hårdt ned på det.

     

    Hvis lasten ikke er sikret ordentligt får man op til 5000 kr. i bøde samt en betinget frakendelse af kørekortet, hvor man skal bestå en ny teori- og køreprøve.

     

    Det rammer en mindre håndværkervirksomhed rigtig hårdt, hvis en medarbejder står uden kørekort, og selvom man kan vinde noget tid ved at sjuske med lastsikringen, så står det ikke mål med den tid, der går med at tage kørekort igen.

     

    - Det regnestykke er der ikke mange håndværkere, som tænker over, og sådan kan man spørge sig selv: Er det det værd? Men selvom der er store udfordringer med lastsikring, så går udviklingen afgjort i den rigtige retning, og sammenlignet med for 5 år siden, så er håndværkerne blevet mere bevidste om det – i særdeleshed sammenlignet med private, siger Kjeld Hougaard Jensen.

     

    Ny lovgivning med nye fartgrænser for trailere indføres 1. juli

    Det er besluttet, at det fra 1. juli 2016 bliver muligt at få en Tempo 100 godkendelse til trailere i Danmark (tempo 100 gælder kun på motorvej), ligesom der også indføres 80 km/t på landeveje og motortrafikveje, for kørsel med køretøjer under 3500 kg. med tilkoblet påhængsvogn.

     

    - Det er et forventeligt skridt, hvor man matcher udviklingen i resten af EU, hvor det pt. kun er Danmark og Polen, der har egne regler. Der er også god fornuft i lovgivningen, da man herved får færre farlige overhalinger.

     

    De fleste folk kender ikke hastighedsbegrænsningerne for trailers og vogntog i byer og på landeveje, så her giver det mening at tilpasse det til resten af trafikken fortæller Kjeld Hougaard Jensen og tilføjer:

     

    - Til gengæld betyder den øgede hastighed på motorvej, at der nemmere kommer slingren med traileren, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at kunne se det i ulykkesstatistikkerne.

     

    Nye administrationsprincipper for overlæs

    Kjeld Hougaard Jensen fremhæver en anden ændring i håndteringen af lovgivningen, som kan komme til at have store konsekvenser:

     

    - Der er en regel tilbage fra 2014, som nu bliver prioriteret højt, hvor man får en bøde for mere end 7 % overlæs, ligesom mere end 500 kg for meget på én aksel udløser en bødestraf.

     

    Indtil nu har det været op til hver enkelt politibetjents interesse, om loven er blevet håndhævet, men med de nye administrationsprincipper vil der blive uddelt flere bøder for overlæs.

     

    Kjeld Hougaard Jensen henviser til undersøgelser, som viser, at personer fra byggebranchen generelt bruger for meget håndholdt mobiltelefoni i bilen.

     

    Pointen er, at man påkalder sig opmærksomheden, og derfor bliver stoppet af politiet, og når de nu har stoppet én, kan de jo ligeså godt kontrollere for overlæs, lastsikring og fejl på køretøjet. Så kan det hurtigt løbe op.

     

    - I dag er der faktisk kørselsforbud, når en chauffør bliver stoppet for overlæs, og det betyder, at man skal have en bil ud og læsse om. Det er dyrt, da det sinker ens arbejde væsentligt. Og folk bliver meget irriterede, men det er jo grundlæggende selvforskyldt.

     

    Jeg siger altid, at folk jo selv kan vælge, om de vil bruge deres penge på bøder og herved bidrage til at støtte velfærdssamfundet – det er deres eget valg.

     

     

    Fakta om BAR transport og engros

    Branchearbejdsmiljørådet for transport og engros (forkortes BAR transport og engros) er det arbejdsmiljøforum, hvor arbejdsgiverorganisationer og arbejdstagerorganisationer indenfor transport og engros samarbejder om at fremme arbejdsmiljøforhold på branchens område.

     

    BAR transport og engros skal medvirke ved løsning af sikkerheds- og sundhedsspørgsmål inden for branchen. Den primære indsats sker gennem løbende udsendelse af branchevejledninger og pjecer om arbejdsmiljøforhold målrettet branchen.

     
    Anbefalede artikler