<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Dumpere med nummerplader

”Du slipper ikke 100 % for eftersyn af entreprenørmaskiner”

  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • 2018-02-20
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

    Fra 1. januar 2018 er der nye regler for årseftersyn på entreprenørmaskiner med nummerplader, og det betyder, at motorredskaber med nummerplader ikke længere skal til syn i en synshal, men for Robert Pajor fra Materielsektionen i Dansk Byggeri er det vigtigt at fremhæve, at man stadig skal udføre det lovpligtige årseftersyn efter Arbejdstilsynets regler.

     

    I Materielsektionen i Dansk Byggeri er man glade for de nye regler for årseftersyn på entreprenørmaskiner med nummerplader, så der nu gælder de samme lovkrav for alle maskiner, uanset om de er med nummerplader eller ej.

     

    - Det er et positivt skridt, som reducerer unødigt besvær for vores medlemmer. Når man som maskinejer kan undgå ekstra arbejde, så er vi glade. Og nu slipper man for at tage en maskine ud af produktionen for at komme til syn, hvilket der nemt kan gå en hel dag med, udtaler Robert Pajor fra Materielsektionen og fortsætter:

     

    - Mit indtryk er også, at mange synshaller slet ikke er gearet til entreprenørmaskiner. Det kan for eksempel være svært at komme op på rullebåndet, og derfor begrænser undersøgelsen sig til tider til at køre en tur rundt på pladsen og checke bremserne. Værdien af det syn er begrænset, og for Materielsektionen er det essentielt, at der er en balance mellem kontrol og generne derved, så virksomhederne til hver en tid kan bruge deres tid bedst muligt. Eftersyn skal gøres på en måde, der giver mening – så slutresultatet er højere kvalitet, sikkerhed og effektivitet.

     

     

     

     

    Stadig forvirring

    Indtil nu har to forskellige myndigheder stået for årseftersyn af maskiner. Færdselsstyrelsen har stillet krav om periodisk syn i en synshal af registreringspligtige motorredskaber, og Arbejdstilsynet stiller krav om gennemførelse af årseftersyn mindst hver 12. måned. De overlappende regelsæt har betydet, at indregistrerede maskiner – f.eks. en dumper med nummerplader – har skullet til to lovpligtige årseftersyn hvert år. 



    Færdselsstyrelsen lemper per 1. januar 2018 kravene i synsbekendtgørelsen, så motorredskaber med nummerplader ikke længere skal til syn i en synshal, men for Robert Pajor er det vigtigt at slå fast med syvtommersøm, at man stadig skal udføre Arbejdstilsynets årseftersyn.



    - Jeg har en bekymring om, at man nogle virksomheder ikke er opmærksomme på det, så man tror, at man helt slipper for check. Det er maskinejerens ansvar at sikre, at maskinen til enhver tid er sikker at anvende, og at kravet om et årligt eftersyn overholdes. Reglerne håndhæves af Arbejdstilsynet, og overtrædelser kan resultere i påbud og bøder, fortæller Robert Pajor og gør samtidig opmærksom på, at der er mange virksomheder, der i december har fået en indkaldelse til syn i 2018 fra Færdselsstyrelsen, hvilket er en fejl. Han fortæller:

     

    - Hvis man har fået sådan én indkaldelse, så skyldes det en IT fejl. I Færdselsstyrelsen har man planlagt årets indkaldelser forud, men ikke fået ændret det i deres IT-system. Man skal ikke til  syn i synshal i 2018, og det er bare at tale med Færdselsstyrelsens kundecenter, så der kommer styr på det.

     


    Det lovpligtige årseftersyn skal udføres af en sagkyndig

    Arbejdstilsynets regler foreskriver at årseftersynet skal udføres af leverandøren eller anden sagkyndig. Materielsektionen i Dansk Byggeri har etableret Maskinkontrol, som godkender og kvalitetssikrer værksteder, der udfører årseftersyn på maskiner. De godkendte værksteder i Maskinkontrol er underlagt stikprøvekontrol af en ekstern og uvildig kontrolinstans; FORCE Technology.

     

    Find et godkendt værksted til årseftersyn af maskiner på www.maskinkontrol.dk

     

     

     
    Anbefalede artikler